Ungdomshuset nu jævnet med jorden

Det omstridte ungdomshus i København var tirsdag aften jævnet med jorden. Intet tyder dog på, at urolighederne er ovre. Der er arrangeret sympatidemonstrationer ugen igennem, og politiet forudser flere voldelige sammenstød.

Nedrivningskranen ved Ungdomshuset gik i stykker tirsdag eftermiddag, men kun sent i aftes færdiggøre arbejdet med at jævne huset med jorden. (Foto: Christopher Fabritius © Scanpix)

Det omstridte ungdomshus i København var tirsdag aften jævnet med jorden. De sidste mursten fra Ungdomshuset fra Jagtvej 69 forsvandt tirsdag aften ved en 23-tiden.

Under stor politiovervågning er flere tons murbrokker blevet kørt væk de sidste to dage, mens unge har grædt og råbt over nedrivningen.

Umiddelbart synes de unges kamp tabt. Den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard har i hvert fald ikke tænkt sig at gøre mere for de unge - slet ikke når de unge kaster med brosten og brænder biler af.

Arbejder stadig på en løsning

Der er dog stadig kræfter på Rådhuset, som arbejder på at finde en løsning. Enhedslisten, SF og Fonden Jagtvej 69 er gået i dialog med de unge om at finde et nyt hus. SF's Ninna Thomasen siger dog, at der er ingen løsning lige om hjørnet.

- Alle fire parter er meget interesseret i en dialog, og der skal skabes en politisk løsning. Det er den eneste vej frem, siger Thomsen.

Omkring 675 har været anholdt

Og alt imens venstrefløjspolitikere forsøger sig igen, arbejder politiet på at holde ro i de københavnske gader. Torsdag og fredag i sidste uge har været de mest voldelige døgn med flyvende brosten og bilafbrændinger. Politiet slog hårdt til og har indtil videre anholdt omkring 675.

Intet tyder dog på, at urolighederne er ovre. Der er arrangeret sympatidemonstrationer ugen igennem, og politiet forudser flere voldelige sammenstød.

Klar med udstilling

Ungdomshuset Jagtvej 69 er gået over i historien - også i helt bogstavlig forstand. Allerede onsdag er Københavns Bymuseum klar med en udstilling om bygningen, der er skruet sammen i ekspresfart.

Den består af blandt andet en brosten fra kampene i sidste uge og en mursten fra Ungdomshuset, som museumsinspektør Niels Jul Nielsen gaflede med hjælp fra en betjent mandag eftermiddag. Men også en keramikmosaik, som de unge har lavet.

Facebook
Twitter