Ungdomshuset: Politiet optrappede situationen

Urolighederne under demonstration var ikke planlagt, skriver Ungdomshuset i en pressemeddelelse.

Uroen under Ungdomshus-demonstration var ikke planlagt, men Ungdomshusets aktivister kan sagtens forstå "den vrede og frustration, som er forbundet med salget, den politiske arrogance og rydningen af Jagtvej 69". (Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen © Scanpix)

Politiet var skyld i, at demonstrationen i forbindelse med 10-årsdagen for rydningen af det gamle ungdomshus på Jagtvej 69 udviklede sig voldeligt.

Det skriver Ungdomshuset i en pressemeddelelse på deres Facebookside.

- Det er vigtigt for os at banke følgende fast med syvtommersøm: Vi vil aldrig invitere til en fredelig demonstration, og sige til børnefamilier at de er velkomne, for så at sende dem ud i en situation som den onsdagens demonstration udviklede sig til. Det var ikke planlagt, lyder det fra Ungdomshusets pressegruppe.

I alt blev ni anholdt i forbindelse med demonstrationen, hvor to betjente kom lettere til skade.

Ungdomshuset mener, at politiet "optrappede" situationen, da de foretog anholdelser ved det nye Ungdomshus på Dortheavej, hvor demonstrationen efter planen skulle afsluttes med folkekøkken og fest.

- Vi forsøgte at få politiet til at trække ned på fortorvet, så folk kunne gå stille og roligt ind i Ungdomshuset. Det er vores klare indtryk at den ekskalering af situationen der fulgte, kunne have været undgået, hvis politiet havde ønsket det, siger pressegruppen.

Politidirektør Thorkild Fogde har tidligere afvist, at politiet var med til at eskalere situationen. Heller ikke, da de efter demonstrationen valgte at ransage det nye ungdomshus.

- Tværtimod synes vi, at vi forsøger at gå så langt, som vi overhovedet kan, for at lovlige demonstrationer kan få lov til at ytre deres meninger. Men når meningerne kombineres med malingbomber, brosten og møtrikker, så bliver det uacceptabelt for politiet, sagde Thorkild Fogde på en pressebriefing i går.

- Og så kan man ikke bare søge ind i et ungdomshus bagefter og sige, at nu er det hele slut, nu må politiet gerne gå hjem, og så kan vi feste videre. Sådan spiller klaveret ikke. Handlinger har konsekvenser, og det bliver de unge også nødt til at forstå, sagde han.

Vidner blev sendt ud

Ungdomshuset skriver i pressemeddelelsen, at "flere hundrede mennesker" var samlet i huset, og at de forlod det stille og roligt, da politiet bad dem om det. Til gengæld mener de, at politiet har brudt loven ved at smide de tre vidner ud, der ellers havde fået lov at være tilstede under ransagningen.

Under ransagningen har politiet fremhævet, at de fandt petanquekugler, brosten, malingbomber og et spidset spyd, som de anser for at skulle være brugt som kasteskyts mod politiet. Formand for bydelens lokaludvalg, Alex Heick, er dog efterfølgende kommet med en anden udlægning af sagen.

- Mig bekendt er de petanquekugler nogle, som de spiller med ude i gården hele sommeren. Apropos det spyd, så har jeg hørt om det før, for det er noget med, at man har haft en "cykelbattle", hvor de forsøger at vælte hinanden af - og der sidder en pind bag på cyklen med et flag på - det var også det, jeg hørte, for jeg spurgte selv ind til det derinde (på mødet, red.), sagde Alex Heick i går.