Nutidens unge er egoistiske og gider ikke gøre noget for andre end sig selv. Sådan er der nok en del danskere, der tænker.
Men spørger man de organisationer, som tilbyder frivilligt socialt arbejde til unge, har de svært ved at genkende billedet.
Tværtimod står de 15- til 25-årige nærmest i kø for at få lov til at arbejde gratis i en eller anden god sags tjeneste.
En rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt de ni største velgørenhedsorganisationer i Danmark, er ikke til at tage fejl af. Alle oplever en markant stigende interesse fra unge mellem 15 og 25 år.
Afløb for engagement
I Ungdommens Røde Kors er antallet af frivillige mellem 15 og 25 år steget fra 1.800 i 2006 til "mere end 3.000" i 2009.
I Red Barnets Ungdom er antallet af de unge medlemmer vokset fra 465 i 2006 til 1.048 i dag. Og i Mellemfolkeligt Samvirke har cirka 4.000 unge under 25 år arbejdet frivilligt siden 2006, hvilket ifølge dem selv er en kraftig stigning i forhold til tidligere.
- Tendensen er helt klart, at flere og flere unge gerne vil have et konkret sted at få afløb for deres engagement, siger organisationens kommunikationschef Henriette Winther.