Unge fik opsang - og det hjalp

Politiet roser forældregrupper for at dæmpe de unge indvandrerdrenge i København. Hærværk og småbrande ramte mange byer, men uroen tog af i Århus og hovedstaden.

I aftes fik de unge på Nørrebro en opsang og besked på at bruge lovlige midler i stedet for bål i gaden, når de vil udtrykke deres frustration. Det fortæller formand for Fædregruppen, Khalid Alsubeihi. (Foto: A. Dylov © dr.dk Update)

Natten i København og Århus var meget roligere end de foregående nætter. Og det har forældregrupper som blandt andre Fædregruppen på Nørrebro en del af æren for, siger politiet.

Fædregruppen var ikke kun på gaden for at tale med de unge. Den holdt også et hemmeligt møde med de unge i går, hvor ballademagerne fik en opsang.

- Vi forklarede de unge, at vi forstår deres vrede og frustrationer. Men det er ikke den rigtige måde at komme frem med deres budskab. Hvis de gerne vil blive hørt, må de benytte sig af de lovlige midler, der er. Nemlig at de kan gå ud og demonstrere og deltage i debatten, siger formand for Fædregruppen, Khalid Alsubeihi til DR København.

Politiros

Og den slags initiativer gav resultat i nat. Selv om der blev sat ild til biler, containere og bål i gaderne, så var gemytterne slet ikke i kog på samme måde som de foregående nætter, fortæller politiet. Brandstifterne forsvandt nemlig hurtigt i stedet for at konfrontere brandfolk og politi.

- Forældregrupperne har været utroligt aktive. Det har utvivlsomt medført, at der har været lagt den dæmper på, som der har været. Det er meget tilfredsstillende, siger politikommissær Lars Borg til DR Nyheder.

Fredagsbøn

I sin fredagsbøn i dag fortsætter imamenNørrebro den linje.

- Når tingene spidser til, som de gør i øjeblikket, så mener jeg, at det er det, jeg skal bruge den her platform til, siger imam Abdul Wahid Pedersen til DR København.

Imamen vil blandt andet fortælle de unge, at deres ildspåsættelser kun fremstår som optøjer, og at de hellere skal bruge ord til at udtrykke deres frustrationer.

- Og fordi det er en religiøs handling, vil jeg naturligvis tage udgangspunkt i koran-vers som opfordrer til besindighed, fornuft og overvejelse, siger Abdul Wahid Pedersen.

Breve

I Gellerupparken ved Århus vil tusindvis af forældre modtage er brev fra indvandrerforeningerne i området.

Brevet gør opmærksom på, at man risikerer, at politi og brandvæsen ikke længere vil rykke ud til området, hvis balladen fortsætter.

- Derudover vil vi gerne sende det signal, at det ikke kun er politiet mod de unge. Det er faktisk de unge mod os allesammen. Det er vores allesammens politi, og det er vores allesammens Falck, siger formand for Multikulturel Forening i Gellerupparken, Rabih Azad-Ahmad.

Sengetid

Brevet indeholder også gode råd til forældrene om, hvornår deres børn i forskellige aldersgrupper bør være inden døre og på vej i seng.

- Derudover så kan forældrene hjælpe, hvis de har oplysninger, der kan opklare sagerne. For det er meget vigtigt, at det her stoppes nu. Det truer vores allesammens sikkerhed, siger Rabih Azad-Ahmad.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532f41f46187a21b2cf17147

Facebook
Twitter