Unge gamblere har frit spil

Butikker blæser på aldersgrænsen for gambling. Det afslører avis, som har sendt testperson i byen.

I otte ud af ni butikker havde den 17-årige ingen problemer med at købe en kupon, selv om det ifølge 'lov om spil' er ulovligt at forhandle til unge under 18 år.

Butikker blæser på aldersgrænsen for gambling, skriver 24timer.

Avisen har sendt en 17-årig testperson ud for at købe Oddset-kuponer hos ni af Danske Spils forhandlere. I otte ud af ni butikker havde den 17-årige ingen problemer med at købe en kupon, selv om det ifølge 'lov om spil' er ulovligt at forhandle til unge under 18 år.

Dermed lader det til, at det nærmere er reglen end undtagelsen, at unge under 18 år ikke bliver spurgt om identifikation, viser 24timers test.

Kun en tjekkede alder

Den 17-årige var hos Føtex, Shell, Kvickly, 7-Eleven, Spar, Statoil, SuperBest og Q8. Han kom bagefter ud med en Oddset-kupon og dermed det synlige bevis på lovbruddet. Kun i SuperBrugsen blev testpersonen spurgt om sin alder og fik efterfølgende ikke lov til at købe en kupon.

Ifølge leder af Center for Ludomani Michael Bay Jørsel viser det, at forhandlerne er for dårlige til at identificere de unge gamblere.

-Det er ikke overraskende, men unge under 18 år bør ikke have muligheden for at spille. Hvis forhandlerne er det mindste i tvivl, må de jo spørge, siger han til 24timer.

Risiko for at udvikle spilproblemer

Rapporten 'Pengespil blandt unge' udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velværd, SFI, i 2008 viste, at i aldersgruppen 12 til 17 år har omkring 32.000 en 'risikoadfærd i forhold til spil'. Det betyder ikke nødvendigvis, at de unge bliver ludomaner, men at der er en risiko for, at de kan udvikle spilproblemer.

-Jeg synes jo, det er mange unge, og vi ved fra Center for Ludomani, at det er spil som Oddset og poker, de bliver afhængige af. Vi ved også fra tidligere undersøgelser, at jo tidligere i livet en person begynder at spille, jo større risiko er der for at udvikle et spilleproblem,siger Michael Bay Jørsel til 24timer.

Spillemyndigheden, der udsteder tilladelser til spillefirmaer og er sat i verden for at sikre, at den nye lov overholdes, ser alvorligt på lovbruddet.

- Som tilladelsesindehaver skal Danske Spil leve op til de gældende vilkår. Med det, du fortæller mig, så vil vi formentlig drøfte sagen med Danske Spil og vejlede dem i, hvad der er lovligt, siger Tina R. Olsen, kontorchef i Spillemyndigheden.

Danske Spil lover, at lovovertrædelserne får konsekvenser.

Facebook
Twitter