Unge kvinder frygter deres egne familier

210 unge kvinder med udenlandsk baggrund er gået til politiet. De er bange for deres familie fordi de ikke vil gifte sig med den, familien har udvalgt

Det er det langt fra alle piger, der tør stå op imod deres egen familie. (Foto: Mimas © Stock.xchang)

Mindst hver tredje dag henvender en ung kvinde med udenlandsk baggrund sig til politiet. Pigerne er bange for deres familie, frodi de ikke vil gifte sig med den mand, familien har udvalgt, skriver B.T.

- Pigerne kan vælge mellem pest eller kolera. Enten skal de isolere sig fra familien og leve under nogle kummerlige vilkår med begrænset bevægelsesfrihed. Eller de skal leve i et følelsesmæssigt fængsel med et menneske, de ikke selv har valgt, siger Kim Kliver, der er chef for Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, NEC.

Bekymrende mange

I alt 210 kvinder er i løbet af det sidste halvandet år gået til politiet, fordi de har været udsat for drabsforsøg, vold eller trusler om vold fra deres allernærmeste familie.

Der har aldrig været ført statistik på området før nu. Men det store antal henvendelse både overrasker og bekymrer Klim Kliver.

- Og det er det kun toppen af isbjerget. For det er det langt fra alle piger, der tør stå op imod deres egen familie, siger Anita Johnson, der er leder af Rehabiliteringscenter for Etniske Kvinder.

Politiet forsøger nu at hjælpe kvinderne, før det går galt, fortæller Kim Kliver.

Arbejder præventivt

- Vi venter ikke på, at der sker en overtrædelse af straffeloven. I de her sager arbejder vi også præventivt, siger Kim Kliver.

Det betyder at en pige, der har et tvangsægteskab hængende over hovedet, kan få politiet med, når hun skal hjem og fortælle sine forældre, at hun f.eks. har fået en kæreste.

- At vi er der, viser familien, at vi mener det alvorligt. De skal vide, at myndighederne følger dem, siger Kim Kliver.

Facebook
Twitter