Unge mænd sigtet for trusler på TikTok

Politiet mener, at tre mænd har fremsat trusler på livet mod myndighedspersoner på det sociale medie TikTok.

De tre sigtede er alle fra Vejle-området. To af dem er 18 år, og den tredje er 19 år. (ARKIVFOTO) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Tre unge mænd er fredag sigtet for at have fremsat trusler om vold og trusler på livet mod personer i offentlig tjeneste gennem det ganske populære sociale medie TikTok.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet mistænkes de unge mænd for at have udgivet videoer på TikTok, som viser myndighedspersoner, imens de udfører deres job.

Til videoerne er der fremsat trusler ved brug af hashtags og tekster med trusler og navne på personerne. Der er også tilføjet såkaldte kniv-emojis.

De tre sigtede er alle fra Vejle-området. To af dem er 18 år, og den tredje er 19 år.

Opfordring til forældre

Politiet tager sagen meget alvorligt udtaler vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Carsten Thostrup i pressemeddelelsen.

- Vi kan se, at nogle af videoerne er blevet delt og liket af andre, og det vil vi på det kraftigste råde folk til at lade være med.

- Og vi vil også gerne opfordre forældre til at være opmærksomme på, at deres børn og unge ikke får delt videoer med kriminelle handlinger, eller som har et grænseoverskridende indhold, siger han.

Politiet mener også, at de tre unge mænd står bag en række videoer med andre kriminelle handlinger. I en af videoerne bliver en lastbil forsøgt stjålet, mens en anden video viser en sovende kvinde på gaden, som bliver overhældt med øl.

Sagen efterforskes i øjeblikket yderligere, oplyser politiet. Det foregår i samarbejde med Nationalt Cybercrime Center i Rigspolitiet, NC3.

NC3 har kontaktet TikTok, som har hjulpet med at sikre videoerne, ligesom mediet er blevet bedt om at slette dem fra appen.

Den kinesiske video-app TikTok, der især er populær blandt børn og unge, har tidligere været meget omtalt, fordi mediet er under mistanke for at dele brugernes data med den kinesiske regering.

Ifølge Red Barnet er TikTok det hurtigst voksende sociale medie i verden.

Appen bruges primært til at lave korte videoer på op til 60 sekunder, som kan tilsættes musik, filtre, tekst og emojis.

Appen blev lanceret i 2016, og siden har den blandt andet været forbudt i Indien, efter at appen er blevet sat i forbindelse med pædofili og udbredelsen af pornografisk materiale.

Herhjemme bruger op mod 200.000 danske børn og unge TikTok, har Politiken tidligere skrevet.

/ritzau/

Rettelse: I en tidligere udgave fremgik det, at Tiktok er forbudt i Indien. Det er ikke tilfældet. Tiktok var forbudt i en kort periode, men er nu tilladt igen.

Facebook
Twitter