Unge på gaden: Vi vil have en klimalov

Overalt i Danmark har unge i dag holdt fri fra skole for at råbe politikerne op omkring klimaet.

Overalt i landet har tusindvis af unge i dag demonstreret for at få gang i handling på klimaområdet.

Borgere i Ribe kunne fredag ved middagstid ikke undgå at høre, at byen lagde plads til en af landets mange klimademonstrationer.

"HVAD VIL VI HA'?"

"KLIMALOV!"

"HVORNÅR SKAL DET VÆRE?"

"NU!"

... lød det fra de par hundrede mennesker, der var mødt op på pladsen.

  • På Rådhuspladsen i København var tusindvis af unge mødt op for at demonstrere for en større reduktion af CO2, end regeringen har lagt op til. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • På Rådhuspladsen i København var tusindvis af unge mødt op for at demonstrere for en større reduktion af CO2, end regeringen har lagt op til. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • På Rådhuspladsen i København var tusindvis af unge mødt op for at demonstrere for en større reduktion af CO2, end regeringen har lagt op til. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
  • På Rådhuspladsen i København var tusindvis af unge mødt op for at demonstrere for en større reduktion af CO2, end regeringen har lagt op til. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)
1 / 4

Demonstrationer i 19 byer

Ribe er blot en af de mindst 19 større danske byer, der i dag er centrum for begivenheden 'Fridays For Future', der dækker over klimademonstrationer verden over fredag den 20. september.

Det er den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der har opfordret til demonstrationerne, som har til formål at få politikere og virksomheder til at sætte fart i handlinger, der skal bekæmpe klimaforandringerne.

Krav om en klimalov

En af de fremmødte i Ribe er gymnasieelev Sigrid Hogue.

- Jeg er her for at støtte klimaet, og jeg håber, at det får politikerne til at lytte til os. Jeg synes, at de efter valget har siddet længe nok til at gøre noget. Det går alt for langsomt, siger hun med henvisning til, at hun ønsker en ambitiøs klimalov.

Elever demonstrerede i Ribe for klimaet.

Det samme mener Jonathan Glover, som efter gymnasiet er i gang med et sabbatår, som han blandt andet bruger på klimaaktivisme.

- Vi VIL simpelthen have den her klimalov nu og vil råbe politikerne op, så vi kan få lavet en grøn indsats hurtigst muligt, siger han.

Vil se handling nu

På Rådhuspladsen i Slagelse er cirka 150 personer mødt op til dagens demonstration. Også her er der gang i megafonen med slagord for klimaet.

- Jeg er her, fordi det er enormt vigtigt, at vi gør noget for klimaet, og at vi gør det nu. Og der er en masse snak, men nu skal vi se handling, siger 15-årige Elisabeth Risum, der er efterskoleelev.

Men skulle du ikke hellere være i skole nu?

- Det kan godt være, at vi kan lære at sætte kommaer og skrive fine noveller. Men hvad gør det, at jeg om 12 år er færdiguddannet, hvis det hele sejler, og kloden nærmest er ubeboelig? svarer hun retorisk.

Også i Slagelse blev der demonstreret.

70 skal ændres til 100 procent

Et af Fridays For Future Denmarks helt store mål er, at Danmark i år 2030 er CO2-neutralt, hvilket er mere ambitiøst end regeringens mål, der hedder en samlet reduktion af CO2 på 70 procent i 2030.

- Men det er ikke ambitiøst nok, siger Selma Montgomery, der er medkoordinator på dagens demonstration i København. Hun erkender, at en reduktion på 100 procent er urealistisk i forhold til den måde, samfundet er indrettet på lige nu.

- Men så må vi ændre den måde, det danske samfund er indrettet på, siger hun og nævner udvinding af nordsøolien og udvidelsen af Kastrup Lufthavn som ting, regeringen kan skrotte med det samme.

Nye demonstrationer i næste uge

Klimademonstrationerne finder sted få dage før FN's generalforsamling i New York mandag. Her er masser af unge samlet, hvor de i weekenden vil diskutere klima.

Der er i øvrigt planlagt nye klimademonstrationer næste fredag med blandt andet arrangementer i Aarhus og København.