Unge piger tisser i bukserne

Unge piger har problemer med at holde på vandet. 38 procent af pigerne i 10. klasse lider af inkontinens, viser en ny undersøgelse. Ifølge pigerne er skolernes toiletter så ulækre, at mange hellere vil holde sig. Og det går ud over blæremusklen.

Danmarks klammeste toilet, kåret ved en tidligere lejlighed. (Foto: DR © DR)

38 procent af pigerne i 10. klasse lider af ufrivillig vandladning, inkontinens, som normalt først rammer gravide eller kvinder i overgangsalderen, skriver Fyens Stiftstidende.

16 procent af pigerne oplever dagligt at tisse i bukserne, viser undersøgelsen.

- Det er meget overraskende for os, at så mange har problemer med inkontinens allerede som helt unge. For problemet bliver bestemt ikke mindre, når de en gang bliver gravide og skal føde, siger Tina Jakobsen.

Hun er en af de tre fysioterapeuter, der afslører tendensen i deres bachelorprojekt. De har også bud på, hvad den væsentligste årsag er til, at helt unge piger ikke kan holde på vandet.

Skolernes toiletter er nogle steder så ulækre, at pigerne går og holder sig alt for længe, og det giver problemer.

Pigerne betegner selv toiletterne som "Klamme" og "ulækre". Mange bryder sig ikke om, at der kun er en skillevæg mellem toiletterne, viser en anden undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Og det er ikke sundt, forklarer overlæge Søren Ritting, Skejby Sygehus. Samtidig besværliggør det behandlingen for inkontinens.

- Behandlingen går netop ud på, at man skal træne sin blære ved at gå på toilet jævnligt og ikke vente for længe mellem sine vandladninger, siger han.

Facebook
Twitter