Unge savner far og mor: Sex og krop er tabu

Forældre og skole skal være bedre til at tale med de unge, der ifølge en undersøgelse mistrives, når det kommer til emner som sex og krop.

Marianne Lomholt, national chef i Sex & Samfund. (Foto: DR © DR)

Det står skidt til med de unges selvværd, når det kommer til emner som krop, følelser, kæreste og sex. Ifølge en undersøgelse fra Sex & Samfund har hele 40 procent oplevet ikke at have nogen at tale med, når det handler om de svære emner, og endnu flere har oplevet ensomhed, usikkerhed og mobning.

De unge skal lære at håndtere emnerne bedre, og det skal de have hjælp til af både forældre og skole. Det fortalte Marianne Lomholt, der var gæst i DR2 her til morgen.

- Det er vigtigt at klæde de unge på, så de selv kan mærke det. De unge er gode til at skjule, at de har det skidt, og det skal der gøres noget ved. De unge peger selv på, at de har brug for at tale med forældrene om krop og identitet. Om de ting, de går igennem i puberteten, men skolen har også et ansvar, sagde Marianne Lomholt.

Mediernes indflydelse

En af de faktorer, der spiller ind på de unges usikkerhed er mediernes stigende indflydelse.

- De er utroligt pressede over det mediebillede, der er skabt over den perfekte krop. De har brug for et modsvar, og der kan undervisning byde ind og arbejde med vores forskellighed.

- Vi lever i en verden, hvor vi skal præstere, det er vigtigt at se godt ud - noget af det, de unge bliver mest mobbet med, er deres krop, sexualitet og køn, pointerer Marianne Lomholt.

Hør Marianne Lomholts gode råd herunder

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:54cf1f226187a21ee87ba255

De unge skal søge hjælp

Ifølge undersøgelsen er der lang vej endnu. Men netop derfor har Sex & Samfund skabt uge 6 kampagnen, hvor der er fokus på problematikken.

- I de små klasser handler det ikke om sex men om kroppen og om, hvordan vi aflæser hinanden, så man bliver bedre til at tale om det senere. De unge skal tage sig selv alvorligt. Har de det dårligt, skal de søge hjælp, tale med en voksen eller gå til deres lærer, siger Marianne Lomholt, som også har råd til forældrene.

- De skal hjælpe barnet med at sætte ord på følelserne og bruge lidt humor. Men mærke grænsen, når barnet siger stop, så stop.

Facebook
Twitter