Unge sender nøgenbilleder: Det er jo lækkert at se lidt hud

- Lige pludselig kom der et billede, hvor han spurgte, om vi ikke skulle snappe frækt, fortæller en 15-årig pige.

- Det er en give and take. Man får et og så kommer der et tilbage, siger Esben på 27 om at sende og modtage nøgenbilleder med kærester og flirts. (© dr)

Hvorfor sender unge piger og drenge egentlig nøgenbilleder til hinanden? Sender de så billederne videre til deres venner? Og hvor udbredt er det?

Det satte DR-vært Esben Bjerre sig for at undersøge og tog til gadefest i København i juni under optagelserne til dokumentaren "Ung, nøgen og udstillet", der bliver sendt på DR2 i aften.

- Jeg ved ikke, om det er normalt, men det sker da ofte, siger 15-årige Fie til DR-værten.

Fies veninde, Alice, sidder ved siden af hende. Hun er også 15 år og er selv blevet spurgt, om hun ville sende et frækt billede til en flirt.

Det skete, da hun skrev lidt frem og tilbage med en venindes ven på det sociale medie Snapchat.

- Han havde snappet mig et par gange, og jeg havde jo bare svaret ham. Lige pludselig kom der et billede, hvor han spurgte, om vi ikke skulle snappe frækt. Ellers tak, tænkte jeg. Han blev ved og ved og sagde "kom nu", fortæller Alice.

Kan godt blive lidt bange

I en undersøgelse, DR har fået lavet hos analyseinstituttet YouGov, svarer næsten fire ud af 10 unge mellem 15 og 30 år, at de har sendt eller delt et nøgenbillede af sig selv, mens flere end halvdelen har modtaget et nøgenbillede af en anden person.

Alice og Fie er begge 15 år gamle. For dem er det ikke overraskende, at flere unge deler nøgenbilleder med hinanden. (© dr)

- Som regel sender man jo bare sådan nogle ligegyldige snaps, men nogle gange er det jo også lidt sjovt at få med lidt hud, siger Charlotte på 23 år, der er et af de unge mennesker, som har delt nøgenbilleder af sig selv.

- Når man synes, at en er dejlig, så er det jo også lækkert at se noget af dem, tilføjer hun.

Tænker du nogensinde på, hvor de ender?

- Ja, så bliver jeg også lidt bange. Det er ikke gået galt endnu.

Charlotte (i midten) kan godt blive lidt bange for, hvor hendes billeder ender henne, fortæller hun. (© dr)

Mapper med nøgne piger

Men det går galt for nogle, viser en undersøgelse, DR2 har lavet blandt landets kommuner.

81 kommuner har svaret på, om de kender til lokale mapper, samlinger eller arkiver med billeder af nøgne piger - og i få tilfælde drenge - som bliver delt på nettet. 35 kommunale SSP-medarbejdere svarer, at de kender til sådanne samlinger i deres kommune.

Andre gange bliver nøgenbillederne delt i en Facebook-tråd blandt en gruppe drenge, fortæller 24-årige Anthon, som DR2 også møder på gaden i København.

- Nogle gange popper der en nøgen pige, som man kender, op i en Facebook-samtale med nogle drenge.

Hvorfor?

- Det ved jeg ikke. Altså ikke en af vores gode venner, men bare sådan en, man lige kender. Jeg ved ikke hvorfor. For lige at dele det med drengene, tror jeg.

Anthon er 24 år og kan godt finde på at vise et nøgenbillede af en pige til sine venner. - Jeg ved ikke hvorfor. For lige at dele det med drengene, tror jeg, siger han. (© dr)

Ved de her piger det?

- Jeg har ikke sagt det til dem. Men det kan de vel næsten regne ud. Så må de lade være med at sende det, tænker jeg.

I YouGovs undersøgelse svarer 10 procent af dem, der har modtaget et nøgenbillede, at de har videresendt eller delt en anden persons private nøgenbillede.

I aften sender DR2 dokumentaren "Ung, nøgen og udstillet". Det er klokken 21.30 på DR2.

DR vil gerne sætte mere fokus på ulovlig deling af intime billeder og videoer. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis intime billeder af dig er blevet delt uden din tilladelse.

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du er forælder til et barn, der har været udsat for det.

Skriv, hvad du har oplevet til dinhistorie@dr.dk, så kontakter vi dig. Intet bliver offentliggjort uden dit/jeres samtykke.

Facebook
Twitter