Unge står langt fremme i køen til coronavaccinen: 'Hvis den kan beskytte, så er det bare med at gøre det'

Når der skal vaccineres for flokimmunitet kommer gruppen mellem 15-29 år først. DR har talt med nogle af dem.

21-årige Caroline Jensen synes, det er vigtigt, at ældre og sårbare får vaccinen først. (Foto: Dr)

Når corona-vaccinerne kommer, så skal de ældre og udsatte grupper havde dem først.

Men derefter skal de unge i alderen 15-29 år forholdsvist hurtigt have de to beskyttende stik.

De unge kommer nemlig først i den såkaldte fase 2A, hvor det handler om at skabe flokimmunitet i samfundet generelt. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens "Planlægningsgrundlag for første fase af vaccinationsindsatsen", der i går blev præsenteret.

- Grupperne bevæger sig typisk meget rundt i samfundet og har en stor kontaktflade, og derfor er der stor risiko for, at de smitter andre, hedder det.

Dermed er der lagt op til, at de unge skal vaccines relativt tidligt i forløbet.

'God aldersgruppe at gå efter'

Professor og epidemiolog ved Roskilde Universitet Lone Simonsen mener, at det giver god mening, at regeringen vil prioritere de unge i anden bølge af vaccineudrulningen.

- Det er ud fra en betragtning af, at det faktisk er de 20-30-årige, der smitter mest. Det er dem, vi ser mest i vores statistikker over smittede. Så hvis meningen er at prøve at få den her flokimmunitet, så er det en god aldersgruppe at gå efter, siger hun.

Flemming Konradsen, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, er dog en smule overrasket over, at der er lagt op til, at unge kommer lige efter de omkring 1,5 million borgere i første bølge: Ældre, kroniske syge samt personale i sundheds- og ældresektoren som læger, sygeplejersker og sosu-assistenter.

- Det er givet, at de er de første, men så havde jeg faktisk troet, at man derefter ville gå nedefter i alder med udgangspunkt for at forhindre svær sygdom, og det er trods alt langt mere udbredt i 50-60-årsalderen, end det er i 20’erne, siger han.

Flere nysmittede

Alligevel giver det god mening at starte med de unge, når man skal forsøge, at forebygge smitte i resten af samfundet, mener han.

- Vi har set igennem lang tid, at denne gruppe udgør en stor gruppe af nysmittede, og den smitte bringer de med sig ud til de ældre aldersgrupper. Under antagelse af at vaccinerne er effektive i at bremse smittespredning, så kan jeg godt se, at der er et rationale for i næste bølge at tage de unge voksne og ældre børn, fordi vi kan se, at deres omgangskreds og kontaktflade er større end midaldrende mænd i min alder, siger Flemming Konradsen.

Mere tryg

På gågaden i Køge er de unge, vi har talt med, enige i, at det er de ældre og sårbare, der skal vaccineres først.

Og de er også glade for udsigten til en coronavaccine - især så man forhåbentligt kan passe på andre og mere sårbare.

- Man går egentlig bare og venter spændt på, at den kommer. Jeg tager den. Hvis den kan beskytte, så er det bare med at gøre det. Jeg vil da føle mig mere tryg ved at være sammen med ældre i familien, siger Caroline Jensen på 21 år, der holder sabbatår.

Og hun forstår godt, hvorfor hun selv og andre unge er nogle af dem, der står langt fremme i køen.

- Regeringen ved godt, at det måske er os, der har sværest ved at vente med at tage ud og være sociale. Det er nok for at beskytte, så det er fint, siger hun.

Caroline Jensen er glad for udsigten til en coronavaccine. (© dr)

For 19-årige Luca Larsen er det også hensynet til andre, der er den største grund til, at han gerne vil vaccineres.

- Det er mere for ikke at smitte andre. Jeg er ikke rigtig bange for at blive smittet. Jeg arbejder i en SFO, så det vile også være godt i forhold til det, men andre måtte da gerne komme først, siger han.

Luca Larsen er egentlig ikke bange for at blive smittet, men bliver gerne vaccineret for at passe på andre. (© dr)

Tankevækkende hurtigt

Det er dog ikke alle, der er helt sikre på, at de vil vaccineres som en af de første. Emilie Hammer Petersen på 21 år er overrasket over, hvor hurtigt det er gået med at få en vaccine klar.

- Det er tankevækkende, at det kan gå så stærkt. Så jeg er nok mere skeptisk. Jeg arbejder på et plejehjem, så det kan være, jeg får den før andre unge. Er det en fordel, så gør jeg det. Men jeg tror godt, jeg ville se andre tage den først – for at være helt ærlig, siger hun.

16-årige Lukas Eskandari synes dog det er fedt, at han snart kan blive vaccineret. Han lægger ikke skjul på, at det har været op ad bakke at være ung under coronavirus. Også fordi de gang på gang får at vide, at det er dem, der er med til at sprede smitten.

- Det er nærmest helt frihedsberøvende, så det kunne være fedt, at det snart skulle blive aktuelt. Det er godt, at de unge får den tidligt, fordi vi hele får at vide, at det er os, der får smitten til at eskalere, siger han.

Han er også en af dem, der har mærket konsekvenserne af coronapandemien.

- Jeg gik på efterskole sidste skoleår, så jeg blev sendt hjem, og det var rimelig nedern. Man var vant til alt det sociale, men nu skulle man holde en meters afstand, siger han.

Vil holde uddannelserne åbne

Flemming Konradsen fra Københavns Universitet mener også, at det spiller ind, at der i løbet af pandemien har været en stor fokus på unge, der netop var hjemsendt fra skole og måske samlede sig med venner under ukontrollable forhold.

- Så jeg tror, at der både er et politisk og et økonomisk ønske om at understøtte unges uddannelsesmæssige fremdrift. Samtidigt med at det er et ønske om at begrænse smittespredning blandt en gruppe, som har båret meget smitte, siger han.

Hvem, der skal vaccineres hvornår, ligger dog endnu ikke fast. Da vi endnu ikke står med en godkendt vaccine i Danmark, er der kun tale om planer og overvejelser.

- Prioriteringsrækkefølgen afhænger i høj grad af hvilken vaccine, vi får, hvilke egenskaber, der er dokumentation for, at den har, samt i hvor stor mængde den leveres, skriver Sundhedsstyrelsen i sit planlægningsgrundlag.

Her fremgår det også, at den ene vaccineindsats ikke udelukker den anden, og at man eventuelt kan vælge at iværksætte flere indsatser sideløbende.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter