Unge transseksuelle kan få puberteten sat på pause

Sundhedsstyrelsen foreslår, at unge over 15 år, der ønsker en kønsskifteoperation, kan få stoppet deres pubertet midlertidigt.

Cispian var 15 år, da han fik bortopereret sine bryster. (arkivfoto) (Foto: Arkivfoto © DR)

Det skal være muligt at sætte puberteten på pause hos transseksuelle under 18 år.

Det mener Sundhedsstyrelsen efter en række sager, hvor den lægefaglige vurdering inden kirurgiske indgreb har været for dårlig.

En af sagerne handler om den dengang 15-årige Caspian, som for et år siden fik fjernet sine bryster på en privatklinik.

Født som en pige

- Det er et smukt syn i forhold til tidligere.

Sådan sagde Caspian Bjørnholt, der er født som pige, om sin overkrop, efter han havde fået fjernet sine bryster ved en operation på en privat klinik.

Men Sundhedsstyrelsen blandede sig i sagen, fordi indgrebet lå på grænsen for, hvad en læge må gøre ved en 15-årig person, og styrelsen får nu opbakning fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som kritiserer lægen, skriver Dagens Medicin.

For at undgå lignende situationer i fremtiden er der nye retningslinjer på vej, fortæller tilsynschef i Sundhedsstyrelsen, Anne Mette Dons.

Forandrer ikke for evigt

- Vi vil gerne se på, om der kan etableres et tilbud til de unge, siger Anne Mette Dons til DR Nyheder.

Sexologisk Klinik på Rigshospitalet er derfor i gang med at udvikle et mere intensivt udrednings- og behandlingsforløb for unge transseksuelle. Blandt andet skal man kunne tilbyde en mere hensigtsmæssig hormonbehandling, end man gør nu.

- Det betyder, at man frem for at give nogle hormoner, der permanent og for evigt forandrer kroppen, så kan man give et hormon, der sætter puberteten i stå for en mindre periode, forklarer Anne Mette Dons.

Et væsentligt mindre indgreb

Da historien om Caspians operation kom frem sidste år sagde Anne Mette Dons, at det er problematisk at lave indgreb i en krop, der ikke er færdigudviklet - og hun erkender, at hormonbehandlingen også er et indgreb i en krop, der ikke er færdigudviklet.

- Selvfølgelig er det tilfældet, men det er et væsentligt mindre indgreb, og det kan gøres godt igen. Og det er væsentligt, om man kan vende tilbage det det, der var før, siger Anne Mette Dons.

Facebook
Twitter