Unicef: Barnebrude er et problem for ligestillingen

Det er sværere for kvinder at få en uddannelse, hvis de er blevet gift, inden de er fyldt 18 år, lyder det fra Unicef.

Der findes ikke tal på, hvor mange såkaldte barnebrude der findes i de danske asyllejre. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det er et problem for ligestillingen og for kvinders rettigheder, når piger under 18 år bliver bortgift til ældre mænd.

Det er meldingen fra Unicef, efter det i går kom frem, at der findes flere såkaldte barnebrude i de danske asyllejre.

- Barnebrude er i strid med FN's børnekonventioner, så holdningen er krystalklar: Det er af det onde. Det sagt, så er der selvfølgeligt en masse forbehold, siger generalsekretær Steen M. Andersen til Ritzau.

Der findes ikke tal på, hvor mange barnebrude, der er kommet til Danmark. Men ifølge Steen M. Andersen er der oftest tale om piger over 15 år, men under 18 år.

- Det er ikke nødvendigvis børn, der er tale om. Og man kan jo fint være kærester, så det er ikke fordi, vi vil blande os i folks privatliv. Men vi kan se, at piger, der bliver gift, når de er under 18, har større risiko for at dø i barselssengen og få flere børn, end hun måske ville, siger generalsekretæren.

Derudover bliver det sværere for pigerne at få en uddannelse, hvis de bliver bortgift tidligt.

- Og når de ikke gør det, så bliver hun totalt afhængig af sin mand og hans familie. Så når vi snakker pigers ligestilling, er det her med til at holde dem tilbage, siger Steen M. Andersen.

Støjberg: Fuldstændig uacceptabelt

Udlændingestyrelsen oplyste mandag, at man har oplevet ”ganske få tilfælde” med mindreårige asylansøgere, der enten er gift med en voksen eller en anden asylansøger under 18 år.

De kan dog som udgangspunkt indkvarteres sammen på asylcentrene, men det vil integrationsminister Inger Støjberg (V) nu have sat en stopper for.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen, skrev hun mandag aften på Facebook.

- Når man opholder sig i Danmark, så gælder danske normer og regler, og det skal gøres meget klart overfor asylansøgerne, understregede ministeren.

Nu er det vores problem

Ifølge Unicefs generalsekretær er det ikke overraskende, at der nu er kommet barnebrude til Danmark.

Fænomenet er nemlig voksende i Syrien og i de flygtningelejre, der ligger omkring landet.

- Men når pigerne når Danmark, bliver problemet vores, og vi må forholde os til det, siger han.

- Vi ved ikke, om man juridisk kan blande sig i ægteskaberne, men man skal være opmærksom på pigernes tarv, og om de får mulighed for at uddanne sig og være aktive i samfundet, siger Steen M. Andersen.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1106900459360477