Unicef-rapport: Millioner af børn i akut livsfare i Yemen

- Folk lever ikke på randen af et sammenbrud, men midt i et, siger dansk sikkerhedsrådgiver i Yemen.

Særligt Yemens hovedstad, Sanaa, er hårdt ramt af krigens konsekvenser. Pigen på billedet står foran en teltlejr for internt fordrevne personer - mennesker på flugt i deres hjemland. (Foto: © Khaled Abdullah, Scanpix)

Ødelagt infrastruktur, bomberegn på daglig basis og konstant jagt på det næste måltid.

Det er nogle af de beskrivelser, der sættes på en almindelig dag i det mellemøstlige land, Yemen.

En ny rapport fra Unicef, der udkom natten til tirsdag, gør status over de konsekvenser, tre års krig har haft for de børn, der bor i landet.

Og det er ikke just positiv læsning.

To millioner børn har ikke adgang til skole, og omkring 11 millioner børn har hver dag brug for hjælp fra nødhjælpsorganisationer.

Derudover er 1,8 millioner børn under fem år akut underernærede og i en meget livstruende tilstand.

- En fuldstændig desperat situation

Rapportens dystre konklusioner er ikke noget, der overrasker Siris Hartkorn, som har boet i Yemen siden 2011.

Hun er sikkerhedsrådgiver, og rådgiver organisationer som Unicef omkring sikkerheden i landet.

Og hun har med egne øjne set landets forandring, siden borgerkrigen mellem Yemens regering og oprørere fra Houthi-stammen brød ud i 2014.

- Folk lever ikke på randen af et sammenbrud, de er midt i det, siger hun.

- Det er en fuldstændig desperat situation, man er vidne til, når man bevæger sig i hovedstadens gader. Byen har ikke haft strøm i tre år, der er ingen stabil vandforsyning, antallet af tiggere er hundreddoblet, siden krigen startede, og de offentligt ansatte har ikke fået løn i halvandet år. Og når børnene ikke sulter, dør de af kolera eller de bomber, der bliver kastet ned over dem.

Hun fortæller desuden, at havnebyen Hodeidah, et industrielt knudepunkt for Yemen, også er hårdt ramt. Fabrikker og universiteter er bombet i stykker og lastbilerne med importvarer er holdt op med at køre på de bombede hovedveje.

Manglen på varer har hævet priserne i hovedstaden.

- Der er mad, men folk er for fattige til at købe noget som helst, siger Siris Hartkorn.

Hovedpunkter fra Unicefs rapport

  • Flere end 2.500 skoler bliver ikke brugt. To tredjedele har været ramt af angreb. 27 procent er lukket, og syv procent bliver brugt til militære formål eller som tilflugtssteder for internt fordrevne.

  • Vejen til skole er blevet så livsfarlig, at mange forældre vælger at holde deres børn hjemme. Og manglen på uddannelse har tvunget børn ud i løsninger, som er meget dårlige for børn: Børneægteskaber, børnearbejde og rekruttering til at deltage i kampene.

  • Drenge bliver rekrutteret til krigen. Piger bliver giftet væk før de fylder 15 år.

  • Op til 78 procent af alle yemenitter lever i fattigdom. 1,8 millioner børn under fem år er akut underernærede.

  • Langt størstedelen af Yemens befolkning har brug for hjælp, her tre år efter krigens start – i særdeleshed børnene.

  • 16 millioner børn mangler adgang til rent vand og sanitet.

Svære forhold for nødhjælpsorganisationer

Herhjemme vækker tallene også bekymring hos Line Grove Hermansen, der er kommunikationsdirektør i Unicef Danmark.

- Situation er frygtelig for børnene, næsten uudholdelig. Det er ikke et liv, der er værd at leve for børn. Yemen er et land, der er ved at falde fra hinanden, siger hun.

Hun forklarer, at både Unicef og andre nødhjælpsorganisationer flere gange har haft svært ved at komme ind i landet, og at det er en konstant kamp for at hjælpe de civile med nødhjælp.

Organisationen forsøger at komme i dialog med parterne i krigen, for på den måde at kunne få sikrere og nemmere adgang til civilbefolkningen.

For det er dem, ansvaret hviler på, hvis de civile skal få den hjælp, de desperat har brug for.

- Krigens parter er nødt til at overholde de internationale lovgivninger og konventioner. De er nødt til at lade nødhjælpsorganisationerne komme ind og hjælpe civile ofre i landet. Hvis vi både kan få sikret skolegang og levering af nødhjælp, så kan vi hjælpe børnene på lang sigt, siger hun.

Danmark støttede i juli sidste år FNs indsats i Yemen med 30 millioner kroner.