Universiteter vægter personlighed

Udenlandske universiteter lægger ikke nær så høj vægt på karakterer, når der skal optages studerende. Flere steder i landet forsøger man sig nu med også at give se på de studerendes personlighed.

Fremtidens universitetsstuderende skal måske i højere grad optages på deres personlighed end deres karakterer. (© DR)

Med et højt karaktergennemsnit fra gymnasiet er der i dag næsten fri adgang til alle de populære uddannelser på universiteterne.

Men uden menneskelige kvalifikationer og høj motivation skal man i fremtiden ikke føle sig sikker på at blive læge, dyrlæge eller arkitekt, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Et udvalg under Videnskabsministeriet har netop indhentet erfaringer fra udenlandske universiteter, der ikke lægger så høj vægt på gennemsnit som universiteter i Danmark.

- Tendensen går i retning af, at man skal have noget mere end bare høje karakterer, siger Gunvor Nielsen, der er specialkonsulent i Universitets- og Bygningsstyrelsen, og som har siddet i sekretariat for arbejdsgruppen.

Empati

På medicinstudiet vil der f.eks. blive lagt vægt på empati, lederegenskaber og evnen til at træffe beslutninger.

Regeringen har tidligere lagt op til at ændre optagelsesprocedurerne.

På medicinstudiet på Syddansk Universitet skal kvote 2-ansøgere igennem en samtale, og det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns

Universitet vil fra i år indføre samtaler, test og essays for 50 procent af dem, der vil være dyrlæge.

Skævt ansøgningsmønster

Et skævt ansøgningsmønster har fået den veterinære uddannelse til at ændre optagelsesproceduren, så det bliver nemmere at vurdere ansøgerne ud fra de unges interesser og arbejdsmarkedets behov.

I dag er 90 procent af de studerende kvinder, og samtidig er der mangel på dyrlæger til produktionsdyr og fødevaresikkerhedsområdet.

Områder, som ikke ligger højt på listen for kvindelige dyrlæger.

Facebook
Twitter