Unøjagtig vandstandsprognose tog flere kystbyer på sengen

Hjælp kunne ikke nå til Bagenkop på Langeland, hvor vandstanden slog alle Kystdirektoratets rekorder.

De indledende vandstandsprognoser tog flere kommuner og beredskaber på sengen i løbet af onsdag den 2. januar. (Foto: Morten Pape © Scanpix)

De indledende vandstandsprognoser fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tog en række kommuner og beredskaber på sengen.

Sådan lyder meldingen fra flere sider, efter blæsevejr med vindstød af stormstyrke og kraftigt forhøjet vandstand ramte Danmark i løbet af tirsdag og onsdag.

I Roskilde betød de første prognoser, at det lokale beredskab ikke havde sikret sig mod vandet, der ifølge borgmesteren endte 40 centimeter højere end først bebudet.

På Fyn nåede det lokale beredskab ikke at sende hverken mandskab eller materiel til Bagenkop Havn på Langeland, hvor vandstanden ifølge Kystdirektoratet passerede en såkaldt 100-års hændelse.

- Da vi gik i seng, var vi rigtig godt med i forhold til prognoserne. Men i løbet af natten ændrede prognoserne sig lige pludselig ret drastisk, således var vandet omkring 40 centimeter højere, end vi havde regnet med, og så er det altså for sent at forebygge, siger Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde Kommune.

Forhøjet vandstand i Danmark

Kysterne langs de indre, danske farvande blev i løbet af årets første dage ramt af kraftigt forhøjede vandstande. De øgede vandmængder skyldes, at blæsevejr havde presset vand fra både Østersøen og Kattegat sammen, så det flere steder løb over sine bredder.

Særligt ved Roskilde, flere af de fynske kyster samt ved Sønderjylland steg vandstanden kraftigt og trak sig først tilbage i løbet af eftermiddagen og aftenen onsdag.

Ved Bagenkop på Langeland nåede vandstanden 172 centimeter over normal højde. Ifølge Kystdirektoratets statistik er det en såkaldt 100-års hændelse samt den højeste vandstand, der nogensinde er målt i Bagenkop Havn. Den næsthøjeste blev målt i januar 2017 og var på 170 centimeter.

Beredskab Fyn nåede ikke at hjælpe Bagenkop

Den indledende prognose betød, at beredskabet på Fyn ikke nåede at sende mandskab til Bagenkop Havn.

- Havde vi vidst det, havde vi naturligvis reageret på en anden måde. Ændringen af prognosen kom meget sent. Vi havde fokus på de steder, hvor det ifølge de første prognoser ville gå rigtig galt, siger chefvagt fra Beredskab Fyn, Knud Otto Vestergaard, der måtte reagere hurtigt, da prognoserne ændrede sig.

- I Faaborg nåede vi med nød og næppe at få en vandspærring op med hjælp fra Beredskabsstyrelsen, siger Knud Otto Vestergaard.

Hos Langeland Kommune bekræfter den tekniske chef, at de indledende prognoser betød, at indbyggerne ikke blev grundigt varslet.

- Vi kunne have advaret bedre på hjemmesiden, men det gjorde vi ikke, fordi vi ikke troede, at det ville blive så slemt, siger Rikke Fink, teknisk chef hos Langeland Kommune.

Vant til vand i Bagenkop

I selve Bagenkop tager de fleste indbyggere vandrekorden med ophøjet ro.

Det fortæller fisker og byrådspolitiker, Ulrik Kølle Hansen (V).

- Vi nåede ikke rigtig at gøre noget, men vi er efterhånden blevet vant til, at vandet kommer. Det må vi leve med. Men de nye huse, der er blevet bygget på kanten af kajen, skal nok have et øget beredskab, for de får som regel vand ind, siger Ulrik Kølle Hansen, der som erfaren fisker havde en forudanelse om, at vandet ville stå højt.

- Da jeg så prognoserne tirsdag, var det stille og roligt. Men jeg havde nok på fornemmelsen, at det ville blive værre end først antaget, fordi der blæste en frisk vind, siger han.

Borgmester: Brug for bedre prognoser

I Roskilde mener borgmester Joy Mogensen (S), at der er brug for bedre prognoser.

- De fleste steder holdt digerne heldigvis, men fordi prognoserne var så lave, var der steder, hvor vi i Roskilde senere måtte skynde os ud med pumper og flere huse fik vand ind, konstaterer Joy Mogensen.

DMI er tilfreds

At flere ressourcer havde gjort en forskel og givet bedre prognoser, mener man ikke er tilfældet i DMI, hvor man kalder den benyttede stormflodsmodel en af de bedste, der findes.

Det siger Michael Skelbæk, der er daglig leder af DMI's operationscenter.

- Generelt var vores vandstandsvarsling ganske god, og det var kun enkelte steder, at den ikke sad helt i skabet, fx i Bagenkop.

- Så jeg tror, at når man får efterrationaliseret og kigget på tallene i løbet af de kommende dage, så har vores modeller og de varsler, der er lavet i samråd med meteorologerne, vist deres værd, siger han.