En gammel vinflaske bliver til et nyt frugtfad, og en skibscontainer bliver til et hus. Det er bare nogle af de mange eksempler på upcycling, som en hurtig søgning på nettet frembringer på den voksende tendens herhjemme.
Både forbrugere og virksomheder har fået øjnene op for trenden, der ikke bare handler om at genbruge, men om at genanvende for at få et bedre produkt end det oprindelige. Rie Winkler har interesseret sig for affald de sidste 30 år og lavet smykker af det de sidste 12.
- Jeg laver alle mulige mærkelige ting af genbrug, og hvad jeg ellers lige synes er sjovt, og nu er det jo blevet moderne, så nu hedder det upcycling. Men det er jo bare at bruge noget i en sammenhæng til noget andet, siger hun.
Affald er ikke bare affald
Hvis man går en tur i Rie Winklers hjem, vil man møde kassevis af alle slags materialer, for eksempel emballage fra kontaktlinser, mærkelige knapper og de der små kroge, man får, når man køber et par sokker, som hun samler, gemmer og så laver projekter med dem.
- Jeg arbejder også med gamle LP'er, laver dem til skåle og ure, saver dem ud og laver dem til smykker, fordi det også er rigtig sjovt materiale. Jeg har det meget med at finde det materiale, der er ved hånden og sætte det i spil, siger hun.
Rie Winklers laver smykker af legetøj, spillebrikker, dominobrikker, scrapplebrikker og en masse andre slags brikker, men det er ikke kun, fordi hun synes, det er spændende at bruge ting, andre ville kategorisere som ragelse.
- Det er selvfølgelig både for at gøre det sjovt, men også for at få os til at få øjnene op for det materiale, der i virkeligheden er omkring os, sådan så vi skifter vores billede fra, at affald er affald, til at rigtig meget affald rent faktisk er brugbart materiale, siger hun.
Tag tingene op af containeren igen
Vi danskere er nemlig europamestre i skrald. Faktisk smider hver enkelt dansker i gennemsnit 718 kg affald ud om året. Over halvdelen af det bliver forbrændt, mens lidt under en tredjedel bliver genanvendt. Derfor handler det for Rie Winkler om meget mere end bare at lave smykker.
- På en genbrugsstation får man at vide, at det, der ryger i containerne, skal blive der. Det er simpelthen ulovligt at hive tingene op igen, og den kultur er helt forkert, synes jeg. For mange af tingene kan sagtens genavendes, og nogle også direkte, som stole og andre møbler, siger hun, og uddyber:
- Der er jo ingen grund til, at det bliver brændt, både i forhold til at det forurener, når det bliver afbrændt, men så skal der også produceres noget nyt, og det koster jo også en masse energi og ressourcer.
Rie Winkler forklarer, hvad hun gerne så, der skete på genbrugsstationerne i stedet.
- Næste skridt er at hive tingene op af containerne igen og sætte tingene i cikulation igen, i stedet for at de bliver forbrændt. Jeg vil godt være med til at vise, at selv de mindste ting kan sættes i spil igen, fordi det er materialer lige ved hånden helt gratis, og man samtidig sparer miljøet, siger hun.
Upcycler du selv? Så send en mail med emnet "upcycling" til 1212@dr.dk med billeder og beskrivelser af dine upcyclede produkter, så samler dr.dk dem i løbet af fredag 28. juni og udgiver dem sidst på dagen her på sitet.