Urd blæste Færøerne omkuld med vindstød af dobbelt orkanstyrke

Stormrekord i Nordatlanten. - Meget usædvanligt, siger DR's meteorolog Jesper Theilgaard.

I den færøske bygd Strendur har de orkanstærke vinde ødelagt bygninger og sænket både. (Foto: Lív Jónsveinsdóttir Hansen © Lív Jónsveinsdóttir Hansen)

Med vindstød op til 78,7 meter per sekund har Urd sat stormrekord på Færøerne.

Det skriver Kringvarp Føroya (KVF, Den færøske nationale radio- og fjernsynsstation, red.)

Inddeling af vindstyrker i Danmark

I Danmark bruger vi Beaufort-skalaen til inddeling af vindstyrken. Den blev udviklet af admiral sir Francis Beaufort, der i 1805 beskrev vinden i 13 styrker: Fra 0 (vindstille) til 12 (orkan).

0: Stille: <0,3 m/s

1: Næsten stille: 0,3-1,5 m/s

2: Svag vind: 1,6-3,3 m/s

3: Let vind: 3,4-5,4 m/s

4: Jævn vind: 5,5-7,9 m/s

5: Frisk vind: 8,0-10,7 m/s

6: Hård vind: 10,8-13,8 m/s

7: Stiv kuling: 13,9-17,1 m/s

8: Hård kuling: 17,2-20,7 m/s

9: Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s

10: Storm: 24,5-28,5 m/s

11: Stærk storm: 28,5-32,6 m/s

12: Orkan: >32,6 m/s

Kilde: Jepser Theilgaard om Beauforts vindskala

Det var ved bjergpasset Norðadalsskarð (Nordadalsskard, red.), at man målte de rekordhøje vindstød – og de kraftige vinde har ramt hele landet. Middelvinden har nemlig ligget på 52 meter per sekund, hvilket er godt stykke over grænsen for orkanstyrke.

- Det er usædvanligt, at vinde kommer derop. Det er, hvad man vil kalde for dobbelt orkanstyrke, siger DR's meteorolog Jesper Theilgaard.

Ødelagte huse og væltede biler

De høje vindstød, der svarer til en hastighed på 283 kilometer i timen, har medført voldsomme skader på Færøerne, og der meldes om store skader på tage, huse og skibe samt biler i luften og i vandet.

Indtil videre har man modtaget over 350 henvendelser om akutte skader medførte af de orkanstærke vinde, oplyser KVF.

Urd i Danmark er intet i forhold til Færøerne

Selvom Urd har rusket og flået i de danske byer og vande blev det højeste vindstød i Danmark kun målt til 37,8 meter per sekund i Thorsminde ved den jyske vestkyst. Og det er under halvdelen af, hvad man målte i Færøerne under samme storm.

- Vi har faktisk aldrig nogensinde set noget lignende herhjemme i Danmark, fortæller Jesper Theilgaard.

Til sammenligning er det kraftigste vindstød, der nogensinde er registreret i Danmark nemlig målt til 53,5 meter per sekund. Det skete under orkanen Allan den 28. oktober 2013.

På KVFs facebookside kan man se nogle af de mange skader, som Urd har ført med sig på Færøerne.