Urd spiste seks meter af Elses grund – huse tæt på at falde i vandet

I Thisted Kommune er flere huse faretruende tæt på havet.

Else Dam har ikke sovet godt i nat.

Hendes hus ligger ud til kysten ved Lild Strand i Thisted Kommune, hvor stormen Urd har gjort store indhug. Seks meter af Else Dams grund er væk. Og andre huse er også er også meget tæt på bølgerne, som videoen herunder viser.

- Det var mørkt, men vi kunne mærke, at havet rasede, og vinden føg rundt om huset. Det var skræmmende, siger Else Dam.

Hun mener, at en større del af byen er i risikozonen, hvis der ikke bliver sikret.

- Det værste scenarie, og det er ikke urealistisk, er, at havet bryder igennem ved parkeringspladsen og ryger ind i byen, der ligger lavere. Så er der fastboende, der ikke længere har en bolig, siger Else Dam, der gerne så en ny og bedre kystsikring.

- Vi har igennem en årrække forsøgt at få myndighederne til at forlænge den kystsikring, der er i forvejen. Den slutter lige før vores hus, og den vil vi gerne have forlænget.

Stormråd erklærer stormflod

Stormen Urd har været hård ved området, men sammenlignet med Bodil, Allan og Gorm er landet alt i alt sluppet billigere, hvilket også kan mærkes hos forsikringsselskaberne, der har fået færre skadesanmeldelser end ved de tidligere storme.

Tirsdag eftermiddag har Stormrådet erklæret stormflod efter Urd, og det betyder, at der er større chancer for at få udbetalt forsikringspenge, hvis din ejendom er oversvømmet.

Der er erklæret stormflod i Avedøre-området, ved Nordsjælland og ned til Kalundborg inklusiv Issefjord og Roskilde Fjord. Der er også erklæret stormflod fra Thyborøn Kanal til Blokhus.

GODE RÅD EFTER STORMEN

  • Dæk ødelagte vinduer til med eksempelvis træplader eller plastik
  • Luk huller i taget eller dæk dem med en presenning, så der ikke kommer regn ind i dit hjem
  • Flyt dit indbo, hvis det står et sted, hvor der kan trænge vand ind
  • Smid ikke ødelagte ting ud, før du har talt med dit forsikringsselskab
  • Tag billeder af skaderne
  • Gem alle kvitteringer for udgifter til nødreparationer
  • Kilde: Bolius – Boligejernes Videncenter