Det er uacceptabelt, at studerende med handicap på en videregående uddannelse skal vente i længere og længere tid på at få at vide, om de kan få handicaptillæg til SU'en.
Sådan lyder det fra en række partier på Christiansborg.
Tillægget på cirka 9.400 kroner bliver givet til studerende, der på grund af et psykisk eller fysisk handicap ikke kan arbejde ved siden af deres studie.
I 2021 valgte den daværende socialdemokratiske regering at afsætte flere ressourcer til at bringe ventetiden ned.
Men der er sket det stik modsatte, viser tal fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
På trods af de ekstra ressourcer er den gennemsnitlige ventetid siden 2021 steget med knap halvanden måned - fra 5,9 måneder til 7,2 måneder. Nogle studerende venter op til et år, før de får svar på, om de er godkendt til handicaptillægget.
Enhedslisten: 'Urimelig og skamløs behandling'
Den lange ventetid er under al kritik, siger Danmarksdemokraternes psykiatriordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.
- Det skuffer mig virkelig. Det er – for at sige det mildt – fuldstændig uacceptabelt, og jeg havde en klar forventning til, at når der blev sat ressourcer af, sker der også noget.
Også hos Enhedslisten er der kritiske røster fra handicapordfører Peder Hvelplund.
- Det er en urimelig og skamløs behandling, at de skal holdes i uvished så længe. Vi ved, at det har enorm betydning for deres trivsel og sikkerheden for at de kan tage en uddannelse.
Og den holdning giver genklang hos formanden for uddannelses- og forskningsudvalget på Christiansborg, Katrine Robsøe (R). Hun kræver en forklaring fra uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund fra Moderaterne, siger hun.
- Jeg kommer til at tage fat i ministeren for at høre, hvad filen, der er galt i vores system. Det er ikke rimeligt, at man kan gå et år og vente på afklaring på noget, der er så grundlæggende, som et SU-tillæg er, når man har et handicap.
SF har sendt spørgsmål til ministeren
Charlotte Broman Mølbæk, der er handicapordfører hos SF, er heller ikke tilfreds med den lange ventetid. Derfor har hun i dag sendt spørgsmål til ministeren, hvor hun blandt andet har spurgt om, hvad ministeren og regeringen helt konkret vil gøre for at nedbringe ventetiden.
DR Nyheder ville gerne have spurgt Uddannelses- og Forskningsminister, Christina Egelund fra Moderaterne, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe ventetiden. Hun vil ikke stille op til interview, men har i stedet sendt et skriftligt svar.
- Ministeriet er sammen med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i gang med at se på ordningen for at finde en holdbar løsning. Vi kan og skal gøre det bedre, det anerkender jeg fuldt ud, lyder det i en mail til DR Nyheder.