Urolige buschauffører savner sikkerhed mod coronasmitte: 'De tør simpelthen ikke køre bussen'

Minister opfordrer til at stoppe for det betjente billetsalg i busserne.

Både 3F og FOA får henvendelser fra bekymrede medlemmer, der blandt andet savner værnemidler som handsker og mundbind (arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Utrygge og frustrerede busschauffører landet over giver i de her dage højlydt udtryk for deres bekymringer.

Det skete tidligere på dagen, da en gruppe chauffører på Falster nedlagde arbejdet midlertidigt og krævede værnemidler til at beskytte sig mod coronasmitte.

Lidt senere meldte chaufførerne i 3F i Randers sig i koret med et lignende opråb.

- Vi vil ikke køre med døden som passager, lød overskriften på en pressemeddelse, hvori chaufførerne udtrykte kritik over, at trafikselskabet Midttrafik stiller sig i vejen for tiltag, der kan beskytte mod coronasmitte.

Også flere fagforeninger får mange henvendelser fra bekymrede medlemmer, der føler sig utrygge ved at gå på arbejde.

Sådan er det blandt andet i Transportgruppen i 3F.

- Jeg har oplysninger om folk, der har bedt om at få ferie, afspadsere eller simpelthen bare holde fri, fordi de simpelthen ikke tør køre bussen under de her omstændigheder. De føler sig virkelig pressede nu, siger forhandlingssekretær Kim Poder.

Vil droppe kontant betaling

Helt konkret er chaufførerne bekymrede over, at passagererne kommer for tæt på. Selvom flere busser holder den forreste dør lukket, skal passagerer flere steder helt op til chaufføren for at tjekke ind på rejsekort, eller hvis de vil købe en billet kontant.

Chaufførerne ønsker derfor, at man midlertidigt spærrer det forreste område i busserne helt af og dropper kontant betaling.

Kim Poder bruger i de her dage en stor del af sin tid på at tale med bekymrede medlemmer, og han hører om flere, der har det ligesom buschaufførerne i Randers og på Falster.

- I går var der flere, der sagde, at de ville køre i garagen, hvis ikke problemerne blev løst. Det må vi jo ikke, vi skal passe vores job, men der også en passus i hovedaftalen, der hedder liv, ære og velfærd, og det er tæt på, at vi er derhenne i den her situation, siger Kim Poder.

Minister opfordrer til at droppe billetsalget

DR Nyheder har bedt transportminister Benny Engelbrecht (S) om en kommentar til chaufførernes bekymring.

I en pressemeddelse oplyser ministeriet, at ministeren i dag har opfordret trafikselskaberne til at droppe det betjente billetsalg midlertidigt.

- Jeg er optaget af, at den kollektive trafik bliver opretholdt. Det skyldes blandt andet, at vi skal sikre, at personer med samfundskritiske funktioner kan komme til og fra arbejde.

- Derfor synes jeg også, at vi bør lytte til chaufførerne. Det er baggrunden for, at jeg opfordrer alle trafikselskaber til midlertidigt at stoppe for det betjente salg i busserne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Medarbejdere i flere brancher savner værnemidler

Også i fagforeningen FOA får de mange henvendelser fra bekymrede medlemmer, og det er ikke kun chauffører. Det er medarbejdere på kryds og tværs af den offentlige sektor, og både den politiske ledelse og de lokale afdelinger hører om det dagligt.

Det siger forbundsformand Mona Striib.

- Det er klart, at debatten om værnemidler skaber utryghed hos medlemmerne, som arbejder i udsatte positioner. Folk har lyst til at beskytte sig med handsker og mundbind, og det er helt forståeligt, siger hun.

Hun anbefaler sine medlemmer at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

- De beslutter, hvem der skal bruge værnemidler, og hvordan de skal bruges, og det er jo ikke i alle situationer, at det anbefales. Men det er noget, vi tager alvorligt, og vi er hele tiden i kontakt med arbejdsgivere og sundhedsmyndigheder, så vi sikrer, at vejledninger når ud til medlemmerne, siger Mona Striib.

Facebook
Twitter