Uromagere skal smides på gaden

Flere boligforeninger vil sætte ballademagere og deres familier på gaden. Men det alene løser ikke problemerne, mener boligforeningernes formand.

Boligforeningernes formand advarer om, at det ikke løser alle problemer at sætte folk på gaden. (Foto: Asger Ellekrog)

Familierne til de uromagere, der har hærget flere byer rundt omkring i landet, skal smides ud af de boliger, de bor til leje i. Det mener flere boligforeninger.

Nogle boligforeninger har allerede besluttet at sætte uromagere og deres familier på gaden, mens andre kraftigt overvejer at følge trop, skriver Morgenavisen Jyllands-Postens netavis.

Efterlyser dialog

I København lyder meldingen fra boligforeningerne KAB og FSB, at beboere, som har været involveret i hærværk, om nødvendigt vil blive sat på gaden.

Arbejdernes Andelsboligforening (AAB) overvejer samme fremgangsmåde. Det samme gør Kalundborg Almennyttige Boligselskab, som dog først og fremmest efterlyser en dialog om de omstændigheder, der har givet næring til uroen.

Løser ikke alle problemer

Formanden for Boligselskabernes Landsforening, Henning Kirk Christiansen, støtter den hårde linje.

- Men i sig selv løser det ikke problemerne at sætte ballademagerne på gaden, siger Henning Kirk Christiansen, der også er direktør i Boligselskabet Højstrup i Odense.