USA-ambassade overvågede autonome

Dansk sikkerhedsfirma hjalp USA's ambassade med at overvåge autonome, hævder tidligere ansat. "Hamrende ulovligt", siger professor.

En tidligere vagt i et privat sikkerhedsfirma fortæller til Politiken, at han overvågede danske autonome for den amerikanske ambassade i København (© DR)

Amerikansk overvågning og registrering af danske borgere rækker ifølge dagbladet Politiken længere tilbage, end det hidtil har været kendt.

Skyggede autonome

En dansker, der arbejdede som sikkerhedsvagt på USA's ambassade i København fra 1995 til 1997, fortæller anonymt til avisen, at han sammen med sine kolleger i firmaet Dansikring skyggede medlemmer af det autonome miljø til det daværende Ungdomshuset på Nørrebro for at kortlægge deres færden og se, hvem de mødtes med.

Håndlangere

I forbindelse med demonstrationer optrådte vagterne som tilfældigt forbipasserende og fulgte med optoget, hvor de faldt i snak med deltagerne og prøvede at pumpe dem for informationer om, hvem der stod bag.

- Vi og dansk politi blev brugt som håndlangere for rene amerikanske interesser, siger den tidligere vagt, der ønsker at være anonym, til Politiken.

Avisen er bekendt med dokumentation for kildens tidligere beskæftigelse som vagt på USA-ambassaden.

Hamrende ulovligt

- Sådan noget er hamrende ulovlig efterretningsvirksomhed i forhold til straffelovens paragraf 108, siger professor i strafferet ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard til Politiken.

- De, der udøver den slags virksomhed, vil kunne straffes med op til seks års fængsel for i strid med loven at have hjulpet et fremmed land med at indsamle oplysninger om borgere i Danmark, siger Jørn Vestergaard.

Facebook
Twitter