USA dræbte iransk general: Nu skal han mindes på Rådhuspladsen

På Facebook inviteres folk til mindehøjtidelighed for blandt andet den iranske generalmajor Qassem Soleimani.

Den iranske generalmajor Qassem Soleimani vil blive æret søndag på Rådhuspladsen i København. (Foto: Wana News Agency © Scanpix)

På Facebook inviteres folk til en mindehøjtidelighed for blandt andre den iranske generalmajor Qassem Soleimani på Rådhuspladsen i København søndag klokken 18.

Københavns Politi bekræfter, at der er anmeldt en mindehøjtidelighed for "dræbte i Irak" på samme sted og samme tidspunkt, men kan ikke bekræfte, om der er tale om samme arrangement.

Politiet noterer dog, at der er tale om samme arrangør.

Det er oplyst, at det ventes, at der samles mellem 10 og 100 personer. Ud over det har politiet ikke mange detaljer om arrangementet.

På Facebook fremgår det, at mindehøjtideligheden vil være til ære for Qassem Soleimani og de irakere, der døde i et amerikansk droneangreb 3. januar.

Drabet har siden medført en eskalering af konflikten mellem USA og Iran.

I beskrivelsen af begivenheden kaldes droneangrebet endvidere et "terrorangreb".

Khader er kritisk

Det varslede arrangement har bragt sindene i kog hos en række politikere. En af dem er De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader.

Han mener, at det er "dybt, dybt forkasteligt" at afholde en mindehøjtidelighed for blandt andre Qassem Soleimani.

- Jeg siger ikke, at det skal forbydes. Jeg er bare kritisk over for, at de gør det. Det svarer til at holde en mindehøjtidelighed for Osama bin Laden.

- Det er mangel på respekt over for de mange ofre, de her mænd har på samvittigheden, siger Naser Khader og henviser til Soleimani og flere af de andre, der døde i angrebet.

/ritzau/