USA reagerer skarpt mod kinesisk undertrykkelse af muslimer

Flere kinesiske virksomheder forbydes at købe amerikanske produkter.

Ifølge USA's handelsminister, Wilbur Ross, hverken kan eller vil USA tolerere den brutale undertrykkelse af etniske minoriteter i Kina. (Foto: ANUSHREE FADNAVIS © Scanpix)

Det amerikanske handelsministerium blacklister 28 kinesiske virksomheder.

De har ifølge USA været involveret i overgreb mod uighurer og andre muslimske mindretal i Xinjiang-regionen, oplyser den amerikanske handelsminister, Wilbur Ross.

USA "hverken kan eller vil tolerere den brutale undertrykkelse af etniske minoriteter i Kina", siger han ifølge AFP.

De 28 kinesiske virksomheder får forbud mod at købe amerikanske produkter.

FN mener, at mindst en million etniske uighurer og andre muslimer tilbageholdes i, hvad Kina betegner som "frivillige træningscentre".

Tortur og brutalitet

Tidligere indsatte i lejrene beskriver tortur under afhøringer, overfyldte celler og daglig brutalitet og indoktrinering, som har drevet nogle muslimer til selvmord.

Ved FN's Generalforsamling i september blev USA og flere end 30 andre lande enige om at fordømme Kina for undertrykkelsen.

- Vi opfordrer andre til at deltage i den internationale indsats mod Kinas forfærdelige undertrykkelse, sagde den amerikanske viceudenrigsminister, John Sullivan, i den forbindelse.

- Historien vil dømme det internationale samfund på, hvordan vi reagerer på dette angreb på menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

/Ritzau