USA's ambassadør til nytårskur hos dronningen: 'Jeg er ved at falde til'

Ambassadører og diplomater har ønsket dronning Margrethe et godt nytår.

Dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary har i dag haft en travl formiddag med to nytårskure på programmet.

Den første blev afholdt på Amalienborg Slot, hvor højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps var inviteret til at komme og ønske hinanden og de kongelige et godt nytår.

To timer senere stod dronningen og kronprinseparret klar ved Christianborg Slot, hvor de deltog i den altid farverige nytårskur for diplomatiet.

Her var både det herværende diplomatiske korps' missionschefer med ægtefæller samt sideakkrediterede ambassadører med ægtefæller inviteret. Og traditionen tro var de fleste gæster iklædt nationaldragter og festlige gevandter.

Jeg glæder mig til at møde dem.

Carla Sands, USA's ambassadør

Nye ambassadører hilser på de kongelige

Det var første gang, at den nye amerikanske ambassadør i Danmark fik mulighed for at ønske de kongelige et godt nytår.

- Jeg har mødt hendes majestæt, men jeg har ikke mødt kronprins Frederik eller hans kone, så jeg glæder mig til at møde dem, og til at komme til at kende de andre ambassadører, siger Carla Sands, der udover ambassadør kan skrive skuespiller, kiropraktor og bestyrelsesformand på sit CV.

Gammel tradition

Det er en gammel tradition i det danske kongehus, at nytårskurene strækker sig over flere dage.

Før Første Verdenskrig kunne alle kurene gennemføres på en og samme dag, nemlig den 1. januar.

Men op gennem 1900-tallet voksede antallet af statsinstitutioner, der blev oprettet flere ministerier, en lang række nye lande opstod og dermed kom der flere diplomatiske repræsentationer.

Derfor bliver der i dag afholdt flere kure, så alle får mulighed for at ønske de kongelige et godt nytår.

Kilde: Kongehuset.dk

Den 57-årige ambassadør har siden 15. december 2017 været USA's udsending i Danmark.

- Jeg er ved at falde til her. Det er vidunderligt, men det er også en proces, siger hun.

Det var ikke kun Carla Sands, som deltog i sin første nytårskur.

For Norges ambassadør i Danmark, Aud Kolberg, var det også første gang, at hun skulle ønske de kongelige et godt nytår.

Aud Kolberg, der var mødt op til det festlige arrangement i sit lands nationaldragt, tiltrådte stillingen som ambassadør i Danmark i oktober sidste år.

Nytårskurene fortsætter i morgen

Årets nytårskure er langt fra slut. I morgen får Kongehuset med dronning Margrethe i spidsen besøg af officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen.

Senere på dagen vil dronningen deltage i en karetkørsel, hvor hun vil blive eskorteret fra Amalienborg til Christiansborg Slot og tilbage igen i en guldkaret.

Se den nye amerikanske ambassadør i Danmark og de andre diplomater, der ønsker de kongelige et godt nytår, øverst i artiklen.