USA's udenrigsminister i eksklusivt interview med DR: Vi har været for naive

Den amerikanske udenrigsminister mødtes i dag med Mette Frederiksen og Jeppe Kofod.

Sidste år udtrykte USA's præsident, Donald Trump, interesse for at købe Grønland af Danmark. Det medførte stor debat i Grønland og Danmark.

I dag, knap et år senere, er den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, på besøg i Danmark. Her mødtes han med DR Nyheders Johannes Langkilde til et eksklusivt interview.

Han sagde klart, at USA har tøvet for meget med at sikre sine interesser i regionen.

- Vi har alle været naive ved at se på, mens russiske og kinesiske interesser bliver mere aggresive, sagde Mike Pompeo til DR i dag.

Johannes Langkilde, der tidligere har været korrespondent i USA for DR, mødtes i dag med Mike Pompeo. (© dr)

Forsinkede

I takt med at isen trækker sig tilbage i Arktis på grund af klimaforandringerne, åbner der sig nye muligheder for forskning, handel og transportruter. Det har sat gang i en geopolitisk konkurrence mellem USA, Rusland og Kina. Det gør, at amerikanerne tager kontakt til Danmark, forklarer DR's udsendte i USA:

- Når russerne og kineserne bliver mere tydelige omkring deres intentioner i Arktis, er amerikanerne nødt til at handle. De bliver nødt til at række ud til Danmark og indgå en aftale med rigsfællesskabet om, hvordan de kan være med i området, siger Lasse Engelbrecht.

Her har amerikanerne sovet i timen, erkendte udenrigsministeren:

- Vi kommer lidt sent til gildet, men det er ok. Jeg er kommet for sent til fester før og har moret mig alligevel. Det skal nok lykkes, sagde Mike Pompeo.

Nu skal USA handle, lyder det.

- Hvis vores fjender vil konkurrere i området, kan vi ikke bare vende den anden kind til. Vi skal svare på en måde, der øger velfærd og sikkerhed for både folk i USA og i Danmark, sagde udenrigsmininsteren.

Konsulat og isbrydere

Det er amerikanerne allerede i gang med.

For lige over en måned siden åbnede det nye, amerikanske konsulat i Grønlands hovedstad, Nuuk.

Den amerikanske præsident Donald Trump har også givet ordrer til, at der skal udvikles en flåde af isbrydere, der kan operere i Arktis. Den skal bane vejen for USA's økonomiske investeringer og udvikling af infrastruktur i omrdået. Flåden skal stå klar i slutningen af dette årti, meddelte Donald Trump tidligere i år.

Sidste år oprettede USA også den såkaldte 2. flåde efter syv års dvale. Flådestyrken har ansvaret for området fra det nordøstlige USA til Nordpolen.

- Vores mål er meget klart. Vi vil sikre et blomstrende og sikkert Færøerne og Grønland, og vi vil have, at Danmark klarer sig godt, sagde Mike Pompeo.

Interessen fra amerikanerne stiger og har gjort det i flere år, vurderer DR's udsendte i USA:

I takt med at isen smelter i Arktis, jo nemmere bliver det at transportere sig selv rundt. Der kommer flere skibsruter, det bliver lettere at transportere sig rundt militært. Desuden er adgangen til råstoffer interessant, lyder det fra Lasse Engelbrecht.

Rusland og Kina

Rusland har på sin side investeret millioner i regionen. Den russiske præsident, Vladimir Putin, har ikke lagt skjul på, at Arktis er af afgørende betydning.

Gamle militærbaser fra Sovjet-tiden er blevet opgraderet og igen taget i brug, samtidig med at russerne bygger nye.

Russiske vagter ved Nagurskoje-basen på den fjerntliggende ø-gruppe Franz Josefs Land. (Foto: Sergei Karpukhin)

Alene siden 2014 er mere end 500 militærstrukturer, bygninger og lignende blevet bygget på et område på over 710.000 kvadratmeter, heriblandt den nordligst beliggende luftbase Nagurskoje i øgruppen Franz Josefs Land, øst for Svalbard og en flådebase på øen Wrangel.

Kina har også investeret i Arktis. Blandt andet ved at åbne et videnskabelig forskningsfacilitet i Svalbard, at underskrive en frihandelsaftale med Island i 2013 og side om side med det russiske gasselskab Gazprom at bore efter olie i russisk farvand.

For to år siden offentliggjorde Kina sin første Arktisstrategi. Den beskriver stormagtens tanker om adgang til ressourcer som olie, gas og mineraler og transportveje.

- I takt med at russerne og amerikanerne bliver mere tydelige omkring deres intentioner i Arktis, er amerikanerne nødt til at handle. De bliver nødt til at række ud til Danmark og indgå en aftale med rigsfællesskabet om, hvordan de kan være med i området.

Tætte allierede

Tidligere i dag var USA's udenrigsminister sammen med sin danske kollega Jeppe Kofod (S) på talerstolen, efter de havde drøftet alt fra coronavirus til arktiske forhold.

Her fortalte han blandt andet, at Danmark fortsat er en af USA's tætteste allierede.

- Vi er to nationer, som begge er robuste demokratier. Og det må vi blive ved med at forsvare. Det har Danmark og vi gjort gennem Nato, sagde Mike Pompeo.

Pompeo mødtes også med statsminister Mette Frederiksen (S) og repræsentanter fra Grønland og Færøerne.

Den officielle del af besøget er slut, men Pompeo har en stribe møder på sin dagsorden, inden han flyver videre senere i dag.

Han skal blandt andet mødes med den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Se hele interviewet med den amerikanske udenrigsminister på DRTV fra klokken 21 og i TV AVISEN klokken 21.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk