Usunde mænd skal under lup

Mænd med kort eller ingen uddannelse er for usunde og lever 10 år kortere end højtuddannede. Det sættes der fokus på i dag, hvor eksperter og politikere skal finde frem til en løsning.

Mænd med lav eller ingen uddannelse dør for tidligt, fordi de drikker, ryger, spiser usundt og ikke går til lægen. Det skal der findes løsninger på til topmøde i dag. (© stock.xchng)

De drikker for meget. De ryger for meget. De går ikke til lægen og de er for meget alene.

Grundene til, at mænd med lav eller ingen uddannelse lever kortere tid end højtuddannede er mange, men hidtil har der ikke været nogen løsninger på bordet. Det skal der laves om på i dag, når Forum for Mænds Sundhed afholder topmøde om problemet.

- Det er den gruppe i samfundet, som halter klart mest efter i sundhed, overlevelse og forebyggelse af sygdomme. Derfor har vi inviteret en lang række politikere og eksperter til møde for at finde frem til nogle løsninger, siger Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

Mange bor alene

I topmødet deltager blandt andre repræsentanter for fagbevægelsen, lægeforeningen, industrien og mandecenteret samt folketingspolitikerne Flemming Møller Mortensen(S), Liselotte Blixt(DF), Stine Brix(EL) og Özlem Cekic(SF).

Og det er nødvendigt med mange forskellige input. Danske mænd rangerer samlet set som kun nummer 19 ud af 33 europæiske lande i en undersøgelse og det er de kort- og uuddannede mænd med lav indkomst, der trækker ned. Den lavest uddannede fjerdedel af mændene laver hele 10 år kortere end deres højtuddannede kønsfæller.

- Et af de største problemer er, at kort- og uuddannede mænd i høj grad bor i landdistrikter og boligkomplekser omkring byerne. Det er i områder med op mod 20 procent flere mænd end kvinder i den arbejdsdygtige alder og det betyder, at mange af mændene bor alene.

- Og mænd, der bor alene, lever mere usundt end mænd i parforhold. De drikker mere, ryger mere og så er de meget dårligere til at gå til lægen, siger Svend Aage Madsen.

Mænd tror på egen sundhed

En stor årsag til problemet er ifølge Svend Aage Madsen, at mænd generelt set har et meget urealistisk forhold til deres helbred.

- Vi ved, at mænds tilgang til egen sundhed er meget positivt. Mænd synes altid, at deres helbred er meget bedre end kvinderne, selvom mænd lever meget kortere tid. Det betyder, at mænd ikke reagerer tidligt nok på symptomer og ikke bruger de tilgængelige muligheder for hjælp, siger Svend Aage Madsen.

Mænd bruger i gennemsnit deres praktiserende læge 30 procent mindre end kvinder og ifølge Svend Aage Madsen er tallet endnu højere for de kort- og uuddannede mænd.

- Fordi den gruppe oftere er alene og/eller arbejdsløse, har de færre mennesker omkring sig til at holde øje med dem. Derfor kan de ignorere symptomer længere, vurderer chefpsykologen.

Sundhed skal ind på arbejdspladsen og i særlige klubber

Topmødet i dag skal altså bruges til at finde løsninger på de problemer, der tager livet af så mange kort- og uuddannede mænd. Men Svend Aage Madsen har allerede nogle bud klar.

Han peger på, at man skal integrere oplysning og aktiviteter om sundhed på arbejdspladsen. Mænd er nemlig for dårlige til selv at opsøge gode råd og vejledninger. Desuden mener han, at man skal kigge på et initiativ, der har virket i flere andre lande.

- I for eksempel Australien, Irland og USA har man lavet mødesteder for mænd- en slags klubaktivitet - hvor man har formidlet et sundhedsbudskab og information om sundhed. Det har de haft stor succes med, siger Svend Aage Madsen.

- Når vi rent faktisk får mænd til at deltage i aktiviteter, hvor de får hjælp til rygestop, vægttab og bedre sundhed ser vi, at de får meget ud af det. Så vi skal bare have dem overbevist om, at deres sundhed ikke kun er deres egen sag, men at der er hjælp til rådighed.