Utålmodige ordførere: Lån over Facebook skal stoppes nu

Det politiske pres for at bremse de uregulerede lån mellem private stiger.

Erhvervsordfører for Venstre, Torsten Schack Pedersen, er glad for Forbrugerombudsmandens beslutning om at kigge nærmere på Facebooklånene (arkivfoto). (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Et par klik med musen, og så har du penge på din konto igen.

Lyder det tillokkende?

Det synes et stigende antal danskere, som optager lån hos andre privatpersoner gennem Facebook eller dertil oprettede hjemmesider som siden Primutu.dk.

Men lånene er oftest med tårnhøje renter og uden nogen som helst regulering.

Derfor har Forbrugerombudsmanden besluttet sig for at kigge nærmere på, om lånene er ulovlige.

Nu stiger presset også internt på Christiansborg for at finde en måde at sætte en stopper for Facebooklånene på.

Et kulsort lånemarked

En af dem, som kræver handling, er Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen.

- Det er jo ikke en kammerat, der låner 3.000 kroner til en god ven, fordi køleskabet er gået i stykker, siger han og tilføjer:

- Det er altså dybt bekymrende, at der er et mørkegråt - hvis ikke kulsort - lånemarked.

Han siger, at han vil være villig til at tage problemet op på Christiansborg, men at det ikke er der, man bør starte.

- I første omgang er det oplagt, at det er Forbrugerombudsmanden, der tager fat i den her problemstilling og får rejst nogle prøvesager for at få afklaret, hvad er retstilstanden egentlig. Bolden ligger i første omgang hos myndighederne, konstaterer Torsten Schack Pedersen.

S: Det går for langsomt

Forbrugerordfører for Socialdemokratiet, Karin Gaardsted, hilser Forbrugerombudsmandens undersøgelse velkommen, men frygter, at "der kommer til at gå for lang tid."

- Det betyder jo, at der er endnu flere mennesker i Danmark som kommer i en gæld, som de har meget, meget svært ved at komme ud af.

- Man skal huske, at dem der låner i det marked her, det er folk, der ikke kan låne nogen andre steder. De kan ikke engang få et kviklån hos de dårligste kviklånsudbydere, siger hun.

Karin Gaardsted fortæller til DR Nyheder, at hun for en måned siden har rettet spørgsmål til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) om de uregulerede lån mellem private. Hun har endnu ikke fået svar.

- Det tolker jeg på den måde, at det er et område, ministeriet ikke kender noget som helst til, siger hun og opfordrer erhvervsministeren til at holde sig orienteret om emnet, så Forbrugerombudsmandens anbefalinger hurtigst muligt kan omsættes til lovgivning.

Forbrugerombudsmanden oplyser til DR Nyheder, at man forventer at kunne rejse de første prøvesager "nogle måneder inde i 2019".

Facebook
Twitter