Uvist om Leicesters ejer var ombord på nedstyrtet helikopter

Øjenvidner så efter sigende Leicester City FC's danske målmand Kasper Schmeichel i tårer tæt på ulykkesstedet.

Det er endnu uvist, om ejeren af fodboldklubben Leicester City FC, Vichai Srivaddhanaprabha, var ombord på den helikopter, der lørdag aften styrtede ned og brød i brand uden for stadion.

Der er endnu heller ingen officielle meddelelser om døde eller sårede i forbindelse med ulykken. Ifølge britiske BBC, der har oplysningen fra en kilde tæt på den stenrige thailandske familie, var klubejeren ombord. Det er dog fortsat ubekræftede oplysninger.

Forlader hjemmekampe i helikopter

Vichai Srivaddhanaprabha plejer at lette fra banen i sin helikopter efter hjemmekampene på King Power Stadion. Ofte i selskab med en række prominente gæster.

Helikopteren i de blå-hvide klubfarver lettede også fra banen lørdag aften omkring en time efter hjemmekampen, hvor Leicester City FC havde spillet 1-1 mod London-klubben West Ham.

Øjenvidner beskriver, hvordan helikopteren kort efter take off fik problemet med haleroret og begyndte at snurre ukontrolleret rundt. Maskinen havde netop passeret taget på den ene tribune, da den styrtede ned på en parkeringsplads udenfor stadion og brød i brand.

BBC: Kasper Schmeichel i tårer

Britiske Guardian beskriver, at øjenvidner så klubbens danske målmand, Kasper Schmeichel, i tårer ved stadion.

Til BBC siger en unavngiven sæsonkort-ejer, at han kort efter styrtet så målmanden løbe mod ulykkesstedet.

- Jeg så Kasper Schmeichel, der som en af de første løb ud af stadion, og kort efter kom en masse sikkerhedsvagter, beskriver han over for BBC.

Flere af klubbens spillere udtrykker på det sociale medie twitter sorg over ulykken. Her er det forsvarsspilleren Ben Chilwell, der var på banen under lørdagens kamp mod West Ham.

Det samme gælder midtbanespilleren James Maddison:

Premier League-konkurrenterne Chelsea FC sender også gode tanker:

Kort efter episoden meddelte Leicester City FC, at der senere vil komme en mere detaljeret udtalelse. Det er tidligt søndag morgen endnu ikke sket.

Britisk politi har dog meddelt, at luftfartsmyndighederne har overtaget efterforskningen af ulykken. Vichai Srivaddhanaprabha, 60 år, overtog Leicester City FC i 2010 og har fire børn.

Facebook
Twitter