V-bagland: Løkke bør få formandsløn

En formandsløn ville skabe mere klarhed og færre øv-sager for Venstre-formand Lars Løkke, lyder det fra flere stemmer i partiets bagland. Som tidligere minister får Løkke i dag eftervederlag.

Tirsdag den 20.maj mødtes formand Lars Løkke Rasmussen med forretningsudvalget i Venstre for at tale tøj og ferie på Crown Plaza. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Venstre bør give Lars Løkke Rasmussen en fast løn - et formandshonorar. Sådan lyder ideen nu fra flere i Venstres bagland.

De har set på kollegaerne hos Dansk Folkeparti. Her får formand Kristian Thulesen Dahl et årligt formandshonorar på 308.000 kroner - og det er et koncept, som Venstre bør tage til sig, lyder opfordringen.

Som tidligere minister får Løkke i dag et eftervederlag på 1.439.443,81 kroner årligt, men hvis han fik et formandshonorar, ville det blive modregnet hans eftervederlag.

Behov for åbenhed og klare linjer

En fast løn - eller et formandshonorar - vil skabe åbenhed over de midler, Venstres formand har til rådighed og samtidig sikre, at man i fremtiden undgår diskussioner om underbukser og dyre habitter.

Sådan lyder det fra Bjarne Møller Petersen, formand for Venstre på Langeland, som mener, at en fast formandsløn vil give færre grimme overraskelser til Venstres medlemmer.

- Det ville skabe klarhed. Så vidste vi, at vores formand fik en løn på x antal kroner, og de skulle bruges til at dække de udgifter, som formanden nu har, siger han til DR Nyheder og fortsætter:

- Så vidste man, hvad man havde at regne med. Jo mindre overrasket man bliver, jo bedre. Klare linjer er altid ønskværdigt, siger han.

Kan fjerne forklaringsproblemer

Også Henrik Buchhave, der er medlem af Venstres Forretningsudvalg og regionsrådsmedlem i Nordjylland, kan se fornuften i et formandshonorar.

- Det er jeg meget åben overfor, siger han til DR Nyheder og forklarer hvorfor:

- Jeg tror, det ville blive lettere at forklare tingene. Det ville også være lettere at undgå diskussioner om, hvorvidt pengene blev brugt rigtigt eller ej, hvis formanden fik et fast beløb, han kunne disponere over, siger Henrik Buchhave.

Også Thisteds Venstre-borgmester, Lene Kjelgaard Jensen, og Lollands lokalformand, Benny Damgaard, er blandet de venstrefolk, der bakker op om et formandshonorar til Lars Løkke Rasmussen.

Eftervederlag forsvinder til efteråret

Til efteråret er det slut med Løkkes eftervederlag fra ministertiden. Og det er en oplagt mulighed for, at tage diskussionen om formandslønnen, lyder det.

- Det ville være en passende anledning at tage det op, siger Bjarne Møller Petersen.