V: Behov for debat om brugerbetaling på sundhedsområdet

Venstre efterlyser en fordomsfri debat om brugerbetaling på sundhedsområdet: Man betaler hos tandlægen, men ikke hos lægen, og det er skævt, mener næstformand Kristian Jensen.

Kristian Jensen, politisk ordfører for Venstre, vil ikke afvise at tale om brugerbetaling i sundhedsvæsnet.

Venstre er parat til at se på, hvordan brugerbetaling i sundhedsvæsenet kan indrettes på en ny måde, siger næstformand Kristian Jensen.

- Det må ikke blive dyrere at være dansker. Men man kan godt tage en fordomsfri debat om, hvordan brugerbetalingen i sundhedsvæsenet opkræves, siger han til Jyllands-Posten.

Skæv betaling- Der er den skævhed, at man betaler en stor del selv, hvis man skal have behandlet sine tænder, mens det er på det offentliges regning, hvis man skal have behandlet sine knogler, siger Kristian Jensen.

Venstres spidskandidat i Syddanmark, Carl Holst, har foreslået en betaling på 75-150 kroner hos lægerne.

Venstres spidskandidat i Region Sjælland Jens Stenbæk er enig:

- Det kan sagtens lade sig gøre, uden at det kommer til at gå ud over svage grupper, siger han.

Den enlige mor i Ishøj

Men det er socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen helt uenig i. Hun er desuden formand for Folketingets sundhedsudvalg.

- En brugerbetaling på 100 kroner afholder nok ikke den rige frue i Hellerup fra en undersøgelse hos lægen, men jeg er ikke i tvivl om, at det kan afholde den enlige mor i Ishøj fra at søge hjælp til sit febersyge barn, siger hun.

Hun beskylder Kristian Jensen og Venstres spidskandidat til Region Hovedstaden, Martin Geertsen, for at komme med "komplet modsatrettede meldinger i sundhedspolitikken".

Zigzag-kurs

- Hvem bestemmer reelt Venstres kurs, spørger Sophie Hæstorp Andersen med henvisning til udtalelser de seneste dage fra de to Venstre-folk.

For torsdag sagde Martin Geertsen i et interview til Berlingske, at "vi har betalt vores skat én gang, og hvis man lægger yderligere brugerbetaling på noget uden at sænke skatten, så er det jo egentlig bare en ekstra skat på sundhedsydelser".

- Og det har vi ingen planer om, tilføjede han.

Men i Jyllands-Posten lørdag siger Kristian Jensen altså, at Venstre er parat til at se på, hvordan brugerbetaling i sundhedsvæsnet kan indrettes på en ny måde.

- Endnu en gang lægger Venstre an til en zigzag kurs, og igen går det ud over den almindelige danskers sundhed og økonomi. Vi mangler stadig at se en entydig vision for, hvad Venstre egentlig vil med sundhedsvæsnet, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Facebook
Twitter