V forsvarer MRSA-test: Selv om man består med nul rigtige, bliver man klogere

Du kan bestå et obligatorisk online MRSA-kursus, selv om du får nul rigtige i den afsluttende test.

Online kursus om hygiejne skulle være med til at sikre, at spredningen at smitte skulle sendes på tilbagetog. Kurset bliver dog bestået ligegyldigt, hvor mange rigtige man har i afsluttende test. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Nyt hygiejnekursus skal sikre mod spredning af MRSA-smitte.

Sådan lød det fra Fødevarestyrelsen, da man i november sidste år lancerede et nyt kursus, som alle, der arbejder erhvervsmæssigt med svin, skal gennemføre.

Fra 1. januar har svinebønder og andre i sektoren skulle tage og bestå kurset. Men ordet bestå er dog en sandhed med modifikationer. For selv om man ikke får et eneste spørgsmål rigtigt den afsluttende test, så får man alligevel et kursusbevis og hermed en tilladelse til arbejde med svin.

Det skriver Information.

Den her test svarer til, at man går op og dumper en køreprøve og så får lov at køre alligevel.

Hans Jørn Kolmos, professor

DR Nyheder har i lighed med avisen klikket sig igennem kurset på 15 minutter og på trods af blot én rigtig ud af 12 spørgsmål i den afsluttende test, lød dommen på bestået.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har ikke ønsket at stille op til interview om testen, men oplyser i skriftligt svar:

- Helt grundlæggende er det ikke meningen, at det skal være et adgangsgivende kursus, men et vejledende kursus, siger han.

V-ordfører: Alle vil gøre det så godt som muligt

Hos Venstres miljø- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, vækker det ikke umiddelbart bekymring, at man kan bestå testen uden at kunne svare rigtigt på spørgsmålene om, hvordan man sikrer sig bedst muligt mod, at MRSA spreder sig.

Hvis det var sådan, at alle medarbejdere i alle stalde ramte helt ved siden af, så var der selvfølgelig noget galt. Men det, tror jeg heller ikke. er tilfældet.

Erling Bonnesen, Venstre

Han forsikrer dog, at man på et senere tidspunkt vil evaluere kurset og hermed også se på, om det skal justeres.

- Kurset er vejledende og skal sikre, at folk bliver dygtigere og får et større kendskab. Og så er der mange spørgsmål, hvor man godt kan svare i en rigtig retning, man kan bare ikke være helt præcis. Så det her kursus skal ses som et led til at få information, viden og rutiner hos de enkelte medarbejdere, siger han og fortsætter:

- Når man kommer ud i den virkelige verden, så er alle medarbejdere i staldene selvfølgelig interesserede i at gøre det så godt som overhovedet muligt. Og alle er selvfølgelig fuldstændig klar over de udfordringer, som vi har med MRSA.

Tror ikke alle rammer ved siden af

Så du ser ikke noget problem i, at man som kursist ikke kan svare på et eneste spørgsmål i den afsluttende prøve?

- Hvis det var sådan, at alle medarbejdere i alle stalde ramte helt ved siden af, så var der selvfølgelig noget galt. Men det, tror jeg heller ikke, er tilfældet. Jeg tror, at langt de fleste vil kunne svare rigtigt på de fleste spørgsmål. Det er en af de ting, som vi skal samle op på i evalueringen.

Når det er kommet frem, at alle består testen, i vort stort omfang mener du så, at det her onlinekurus er et godt våben mod, at MRSA ikke bliver spredt yderligere?

- Det er under alle omstændigheder med til, at man får et højere vidensniveau, og det er det, som det handler om. Teoretisk set ville det ikke være godt, hvis alle medarbejdere i alle stalde ramte forkert. Det, tror jeg dog ikke, er tilfældet, og jeg tror, at man samlet set vil få et højere vidensniveau.

Herunder kan du se, hvordan MRSA smitter:

Forsker: Svarer til at dumpe køreprøve og køre alligevel

Hans Jørn Kolmos, der professor og dr.med. på Syddansk Universitet og har en indgående viden om MRSA, køber dog ikke argumentet om, at man kan svare forkert på alle spørgsmålene og stadig få en stor viden.

- Hvis man svarer forkert på alle spørgsmålene, så viser det, at man ikke har forstået noget af det, og så er kurset ikke meget værd, siger han.

Han mener, at kurset kan være med til at give en falsk sikkerhed om, at folk, der arbejder i svineindustrien, har 100 procent styr på hygiejnen.

- Det her kursus er måske et udtryk for, at man ikke prioriterer det her område særligt højt. Det var egentlig meningen, at man skulle lave et klassebaseret undervisning, og så er det hele blevet udvandet til, at det er blevet et online kursus. Den her test svarer til, at man går op og dumper en køreprøve og så får lov at køre alligevel, siger han.