V og DF vil have overblik over corona-smittelande: 'Se at få de tal frem'

Oppositionen går til regeringen efter svar på, hvor danskere bliver smittet med coronavirus i udlandet.

Kosovo topper den tyske liste over lande, hvor flest tyskere er blevet smittet med coronavirus. Her bliver rejsende hjemvendt fra Kosovo testet i Berlin. I Danmark har vi ikke en liste over smittelande. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

I Norge og Tyskland kommer en væsentlig del af coronasmitten i øjeblikket fra udlandet.

Begge lande fører lister over, hvor i verden deres borgere formodes smittet med coronavirus.

I modsætning til vores nabolande er Danmark holdt op med at opgøre, om danskere er blevet smittet på rejser i udlandet.

Men det burde vi gøre, mener Dansk Folkeparti og Venstre, der vil have regeringen til straks at lægge en redegørelse på bordet.

- Nu er der jo en del danskere, som har fået lov til at rejse ud i sommer og lige er kommet hjem, så er det vel ikke for meget at forlange, at vi også kan se, hvor smitten er kommet fra, siger gruppeformand for Dansk Folkeparti Peter Skaarup (DF).

Droppede smitteliste

Tidligt i coronapandemien udgav Statens Serum Institut rapporter, hvor der stod, hvor mange der var blevet smittet i udlandet.

Dengang toppede Østrig og Italien den danske liste over smittelande.

Da stort set al rejseaktivitet blev lukket ned, mistede listen relevans. Men selvom danskerne igen er begyndt at rejse ud i verden, har myndighederne altså ikke genoptaget arbejdet med at kortlægge de store smittelande.

Ifølge Statens Serum Institut skyldes det blandt andet, at myndighederne ikke indsamler oplysninger om danskernes udlandsrejser systematisk, og en liste over smittelande vil derfor være for usikker.

I toppen af de tyske og norske lister ligger lande som Kosovo, Tyrkiet, Polen, Kroatien og Sverige.

Udenrigsordfører for Venstre Michael Aastrup Jensen (V) påpeger, at en del danskere inden længe skal planlægge deres efterårsferie, og at listerne sammen med de generelle rejsevejledninger kan give en idé om, hvor det er sikkert at rejse hen.

- Vi har brug for, at vi alle sammen får de nødvendige oplysninger for at kunne leve under den her forfærdelige sygdom. Og når vi samtidig kan se, at et land som Tyskland jo faktisk gør det, så forstår jeg simpelthen ikke, at man er stoppet med det her i Danmark, siger han.

Samme melding lyder fra Peter Skaarup.

- Min besked til ministeren er: Se at få de tal frem, siger han.

Smitte fra udlandet

De to oppositionspartier vil nu have sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til at redegøre for, hvorfor Statens Serum Institut er stoppet med at offentliggøre, hvilke lande smitten kommer fra.

Ministrene skal også svare på, hvorfor regeringen ikke har gjort det obligatorisk at blive testet for coronavirus ved indrejse i Danmark.

Udenrigsministeriet henviser spørgsmål om sagen til Sundhedsministeriet. DR Nyheder forsøger at indhente en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Facebook
Twitter