V vil give skraldere lettere adgang til mad

Moms er årsag til, at supermarkeder smider mad ud. En arbejdsgruppe skal nu se på reglerne.

En skralder i aktion efter mørkets frembrud. Måske får supermarkeder lov til at forære overskudsmad væk uden at betale fuld moms. (Foto: Niels Fabæk © Ritzau Scanpix)

Skraldere skal slippe for at snige sig bag hegn og lirke hængelåse op efter overskudsmad i containere.

En arbejdsgruppe nedsat af Venstre skal undersøge, om supermarkederne kan stille varerne frem til gratis afhentning uden at skulle betale moms.

- Vi hører jævnligt om købmænd, der synes, at det er urimeligt, at de skal betale fuld moms, hvis de forærer overskudsmad væk, siger V-fødevareordfører Erling Bonnesen.

- Vi skal have kortlagt, hvad der er op og ned i lovgivningen, og se på, hvordan den kan forenkles, uden at det går ud over fødevaresikkerheden, siger han.

For nylig har indehaveren af en Rema 1000-butik i København fortalt, at skraldere kvit og frit kan hente ukurante og datokritiske varer på butikkens lager.

Men det betyder, at han skal betale moms. En regning, som han kunne undgå, hvis varerne i stedet var blevet smidt ud.

Også De Samvirkende Købmænd (DSK) vil gerne finde et alternativ til at smide overskudsvarer i containere, siger administrerende direktør John Wagner.

- Mest af alt fordi der er risiko for, at folk får fat i varer, som de af den ene eller anden grund ikke bør spise. Desuden giver det os problemer, når containerne efterlades åbne. Det kan tiltrække skadedyr, siger han.

Hvis supermarkederne forærer maden til større organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Fødevarebanken, betales der kun en symbolsk moms.

/ritzau/

Facebook
Twitter