Vaccine gav børn kronisk hjernesygdom

Det viser sig at være godt, at kun få danske børn blev vaccineret mod svineinfluenza i 2009. Hundredvis af børn i Norden har fået narkolepsi af vaccinen.

Det viser sig at være godt, at kun få danske børn blev vaccineret mod svineinfluenza i 2009. Hundredvis af børn i Norden har fået narkolepsi af vaccinen. (© DR)

Danmark vaccinerede få mod svineinfluenza i 2009, de andre nordiske lande mange.

Nu viser bivirkningerne sig: Hundredvis af børn i de øvrige nordiske lande har fået narkolepsi. Det skriver Politiken.

Alene i Sverige har mere end 150 børn udviklet den svære hjernesygdom efter vaccination mod svineinfluenzaen, der florerede i 2009. 60 procent af den svenske befolkning fik vaccinen Pandemrix.

Sundhedsstyrelsen stod fast

I Danmark valgte Sundhedsstyrelsen - trods politisk pres - kun at tilbyde vaccinen til personer i særlig risiko for ikke at kunne modstå influenzaen.

Resultatet ser sådan ud: I Danmark er der anmeldt et tilfælde med et barn, der har fået narkolepsi efter vaccinationen. I Sverige gælder det har 150 børn og i alt 168 personer fået konstateret narkolepsi efter vaccinationen.

I Finland og Norge, der også vaccinerede tæt på halvdelen af befolkningen, har henholdsvis 121 og 37 personer fået narkolepsi.

Sverige fortryder ikke

Sverige vil dog fastholde sin strategi om massevaccination trods de mange tilfælde af narkolepsi:

- Det er meget ulykkeligt. Men vi ville gøre præcis det samme, hvis vi i dag fik en ny pandemi, siger Anders Tegnell, der dengang var chef for Smittskyddsenheten i Socialstyrelsen.

Facebook
Twitter