Vaccinemodstand ebber ud: 9 ud af 10 danskere vil have vaccinen

Den nye vaccine fra Astra Zeneca kan dog skubbe til ny skepsis, siger forsker.

Langt flere danskere vil nu have et stik med coronavaccinen end tilfældet var i december. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Tv-billederne af de første danskere, der er blevet vaccineret mod corona i de seneste uger, har tilsyneladende øget befolkningens lyst til at få vaccinen.

For antallet af danskere, der vil sige ja til at få vaccinen, er steget fra 76 procent i december til 87 procent nu.

Desuden af andelen af skeptikere faldet fra 11 til fem procent.

Det viser nye tal fra den seneste uge fra HOPE-projektet, der undersøger danskernes adfærd og holdninger under coronakrisen.

- Danskernes villighed til at få vaccinen er steget mere, end jeg havde forventet, siger Michael Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet.

- Det er et udtryk for, at vaccinationen er kommet godt i gang, og at folk nu konkret kan se, at vaccinen virker og ikke mindst, at bivirkningerne er de forventede.

Især frygten for bivirkninger har drevet meget af bekymringen for vaccinen, men efter de første tre ugers vaccination har der ikke vist sig alvorlige bivirkninger, siger Michael Bang Petersen.

- Danskerne har oplevet, at der ikke har været større skrækhistorier, og at de forskellige bivirkninger er de forventede. Derfor står mange bagerst i vaccinekøen og kan se, at det ser ud til at gå meget godt forrest i køen.

Michelle Myrup har ændret holdning til vaccinen. Tidligere mente hun, at den blev godkendt for hurtigt, men nu føler hun sig tryg og vil gerne have en vaccine, når det bliver hendes tur. Foto: DR

Den første dansker blev vaccineret den 27. december.

Siden er næsten 180.000 danskere blevet vaccineret med det første ud af to stik. Men lige nu er der stille på landets mange vaccinationscentre, fordi firmaet Pfizer-Biontech i denne uge har skruet ned for leverancen med henvisning til, at fabrikken i Belgien skal bygges om for senere at kunne producere endnu flere vacciner.

Det betyder, at danske myndigheder forventer at få 85.000-100.000 doser færre end planlagt, så op mod 50.000 danskere må vente, fordi alle skal have to stik.

Det knas i vaccinemaskinen kan få konsekvenser for danskernes lyst til at få vaccinen, siger Michael Bang Petersen.

- Hvis det er de danske myndigheder, der har været for optimistiske, kan det inddirekte få en effekt på danskerne villighed, fordi den også er bundet op på tillid til myndighederne, siger Michael Bang Petersen.

En anden ting, der kan bremse den stigende lyst til vaccine, kan ifølge HOPE-forskeren være vaccinen fra Astra Zeneca, der kan blive godkendt allerede i næste uge.

For mens vaccinerne fra Pfizer-Biontech og Moderna har vist en effekt på cirka 95 procent, har undersøgelser vist, at vaccinen fra Astra Zeneca har en effekt på 70 procent.

- Når den nye vaccine kommer og måske er mindre effektiv, kan effekten være, at danskerne vil takke nej, fordi folk kun vil have den bedste vaccine, selv om man selvfølgelig ikke kan vælge, siger Michael Bang Petersen.

Danskerne er mere villige til at lade sig vaccinere mod corona end eksempelvis tyskere og svenskere, der dog følger samme stigning som i Danmark. Mindst villige i Europa er Frankring og Ungarn, ifølge HOPE-projektet.

Ni ud af ti vaccineret er ok

I Sundhedsstyrelsen er overlæge og enhedschef for vaccination Bolette Søborg godt tilfreds med den store vaccinelyst hos danskerne.

- Det er meget positivt, at danskerne er så klar til at få en vaccine, og forventeligt, når der er kommet noget konkret af forholde sig til. Men vi skal stadig være på forkant og informere, for der kommer hele tiden nye vacciner og nye spørgsmål, siger Bolette Søborg.

Hvor mange skal vaccineres, før I er tilfredse?

- Vi vil gerne have, at flest mulige bliver vaccineret, men ni ud af ti vil være godt nok.

Hun er ikke bekymret for, at villigeheden til vaccinen vil falde, når unge og raske danskere skal have det først stik.

- Lige nu er det nemt at se formålet ved at blive vaccineret, når det handler om de ældre og sårbare. Og derfor skal vi fortsat sige, at det vigtigt at blive vaccineret, når vi når længere frem og det er raske personer, der skal have vaccinen, siger Bolette Søborg.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter