Vaccineplan forsinket: Nu forventes alle danskere at være færdigvaccineret den 18. juli

I det store billede er det en mindre forsinkelse, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

Flere af vaccineproducenterne har meddelt, at flere leverancer bliver forsinket. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Den danske vaccineplan skrider nu med tre uger.

Nu forventes alle borgere over 16 år at være færdigvaccineret 18. juli 2021. Tidligere hed den dato 27. juni.

Det fremgår af en ny vaccineplan, som Sundhedsministeriet i en mail har sendt til Folketingets sundhedsordførere. Den mail er DR i besiddelse af.

Ændringen skyldes blandt andet, at der er forsinkelser i leverancerne af flere vacciner.

De næste to vacciner, der ventes godkendt, kan nemlig ikke levere vacciner før i april for den, der hedder Johnson & Johnson og i juni for den, der hedder Curevac.

Det bekræfter Bolette Søgaard, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

- Det er en konsekvens af, at der er nogle vacciner, der kommer senere, men man skal huske, at det er noget, der ligger ude i maj og juli, og der er meget usikkerhed omkring, siger hun.

Første stik kan gives tidligere

Dog er anbefalingerne nu lavet om, så AstraZeneca-vaccinen kan bruges på borgere over 65 år og med et større interval mellem de to stik.

Nu kan der gå op til 12 uger mellem stik et og stik to - før lød anbefalingen på fire uger.

- Det vil frigøre vacciner fra de begrænsede sendinger, vi får, så flere kan modtage første stik hurtigere. Dermed når vi hurtigere en immunitet i befolkningen, og vores forventning er også, at det vil føre til bedre epidemikontrol, lyder det fra Bolette Søborg.

Det betyder, at nogle i grupperne 9 til 12 kan få første stik tidligere end ventet.

Fem uger forsinkelse på de ældste

Omvendt er der en større forsinkelse i den nye plan. Det fremgår nemlig, at grupperne 7 til 10 nu først er færdigvaccineret fem uger senere end i den første plan.

Det er alle borgere fra 65-80 år, som ikke har sygdomme, der giver øget risiko.

Bolette Søgaard fra Sundhedsstyrelsen mener dog, der er tale om en mindre forsinkelse i forhold til genåbningen af landet.

- Det er jo en mindre forsinkelse, så set i det store perspektiv, hvor de sårbare er vaccineret, så er det en mindre ting, siger hun.

Den opdaterede vaccinationskalender er nu lagt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk