Vaccineret sundhedspersonale jubler: 'Det er fuldstændig vanvittigt stort'

Flere af de mennesker, der det seneste år har passet coronasyge danskere, er nu blevet vaccineret.

Sygeplejerske på Lungemedicinsk Afdeling Mie Palsgaard Pejtersen var den første ansatte på Bispebjerg Hospital til at tage plads i vaccinationsstolen.

Line Schnoor løfter op i ærmet på sin hvide kittel.

- Det her bliver spændende, siger sygeplejersken, der til daglig arbejder på Afdelingen for Infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

Over for hende sidder afdelingens ledende overlæge, Lars Østergaard.

Til trods for at det meste af hans ansigtsmimik er gemt bag mundbind og visir, er det muligt at spore en tydelig begejstring i øjnene bag hans kuglerunde brilleglas.

- Det her bliver helt fantastisk. Det er en stor dag, siger han, imens han spritter et mindre område af på Line Schnoors overarm.

Lars Østergaard finder en slank, lille sprøjte frem.

Line Schnoor melder klar til at modtage stikket.

Hun er spændt.

- Det er en ære at få lov til at være den første, siger hun og tilføjer:

- Det er helt vildt fedt, at vi nu er i gang.

Se Line Schnoor få vaccinen som den første ansatte på Aarhus Universitetshospital.

Klokken 9 søndag morgen skrev fem danske plejehjemsbeboere sundhedshistorie, da de som de første i landet, modtog en af de covid-19-vacciner, vi håber, bliver begyndelsen på enden for det virus, der på bare et år har inficeret over 150.000 danskere.

I alt er knap 10.000 vaccinedoser fra medicinalfirmaerne Pfizer og BioNTech indtil videre blevet fordelt blandt landets fem regioner.

Men det er ikke kun plejehjemsbeboere, som er blevet vaccineret i dag. Det er en lang række sygeplejersker, læger, sosu-assistenter og andet sundhedspersonale også.

Det såkaldte frontpersonale på landets hospitaler og plejehjem står nemlig også forrest i vaccinekøen.

På Aarhus Universitetshospital var Line Schnoor altså den første ansatte, der fik vaccinen.

Selve vaccinationen af Line Schnoor tog kun fem sekunder, og hun mærkede knap nok stikket.

Alligevel var det fem vigtige sekunder, understreger hun.

- Det betyder rigtig meget, at jeg har fået vaccinen. Det betyder, at jeg ikke behøver at være så bekymret for at blive smittet, når jeg er på arbejde, og at der forhåbentlig kommer mindre pres på afdelingen, siger hun og tilføjer:

- Når jeg er på arbejde, passer jeg covid-patienter, og selv om jeg har værnemidler på, er der jo stadig en smitterisiko.

Ledende overlæge Lars Østergaard, der foretog vaccinationen, er også svært begejstret over, at personalet på hans afdeling nu bliver beskyttet mod det virus, de hver dag arbejder for at bekæmpe.

- Det er fuldstændig vanvittigt stort. Det er helt vildt, at vi kan vaccinere, bare et år efter vi har lært dette virus at kende, siger han.

I skrivende stund er 817 coronasmittede indlagt på danske hospitaler. Det er over 200 flere indlagte end det tidligere toppunkt under pandemien i foråret.

102 af de indlagte ligger på intensiv. 65 af dem er i respirator.

De rekordhøje indlæggelsestal gør det ekstra vigtigt at beskytte personalet mod covid-19, siger Lars Østergaard.

- Vaccinen gør, at vi sikrer, at der er hænder nok til at passe patienterne, siger overlægen, som dog understreger, at personalet skal have endnu et skud med vaccinen om tre til fire uger, før de bør være godt beskyttet af den.

'Jeg vil gerne inspirere andre på min alder'

Cirka 180 kilometer fra Aarhus Universitetshospital var der også forventningsfuld stemning i luften søndag formiddag.

På Bispebjerg Hospital var målet at vaccinere mellem 150 og 200 ansatte i dag.

Lige nu er Region Hovedstaden, som Bispebjerg Hospital ligger i, hårdt presset af høje indlæggelsestal.

Sygeplejerske på Lungemedicinsk Afdeling Mie Palsgaard Pejtersen var den første ansatte til at tage plads i vaccinationsstolen.

Hun havde glædet sig enormt.

- Det er meget, meget stort. Det er det, jeg har ventet på siden marts, fortalte hun.

Det var sygeplejersken Linda, der har været i faget i cirka 45 år, som stod for vaccinationen.

Trods erfaringen mærkede hun en snert af nervøsitet.

- Jeg er en lille smule nervøs, men det er bare, indtil jeg kommer i gang. Jeg har givet mange sprøjter gennem min karriere, men nu går det op for mig, at det her faktisk er en smule historisk, sagde hun.

Corona-vaccinedebutten forløb dog helt uden problemer.

- Hallelujah! Det klarede du virkelig godt, Linda, sagde Mie Palsgaard Pejtersen til sin garvede kollega og brød ud i en klapsalve efter stikket.

Mie Palsgaard Pejtersen, sygeplejerske på Lungemedicinsk Afdeling, var den første af Bispebjerg Hospitals ansatte til at tage plads i vaccinationsstolen.

- Nu er den realitet, at jeg har vaccinen. Jeg synes virkelig, det er stort at være med til, sagde Mie Palsgaard Pejtersen og fortalte, at vaccinen er med til at fjerne noget af frygten for, at hun selv bliver smittet, når hun er på arbejde.

Men for hende hang lysten til at lægge arm til en af de første covid-19-vaccineindsprøjtninger på dansk grund også sammen med, at hun ønsker at inspirere.

- Jeg vil gerne være med til at vise andre i min aldersgruppe, at man godt kan tage imod en vaccine, som er godkendt af vores sundhedsmyndigheder, siger hun og tilføjer:

- Jeg mærker intet, efter jeg har fået den. Kun glæde.

Ledende oversygeplejerske på Bispebjerg Hospital Ulrike Van Kuppevelt fortæller, at mange ansatte ønsker at få vaccinen.

I første omgang har hospitalet doser nok til omkring 200 ansatte, men allerede tirsdag får hospitalet 500 doser mere, og derfra er planen, at der regelmæssiget vil blive leveret en større mængde af de eftertragtede doser.

Oversygeplejersken ved dog endnu ikke, hvornår der er vacciner nok til hele frontpersonalet.

- Det afhænger af leveringerne. Det er skønt, at vi er i gang. Det betyder, at personalet kan være mere trygge i deres arbejde, når de håndterer covid-patienter, og så markerer det, at der er udsigt til, at vi på tidspunkt kan vende tilbage vores almindelige liv.

- Det her giver håb, siger hun.

Plejehjemsleder håber på at få friheden igen

På landets plejehjem er der som nævnt også skudt gang i den danske vaccineindsats mod covid-19.

Der er endnu ikke vacciner nok til alle plejehjem, så de første doser er fordelt til de plejehjem, som ligger i de kommuner, hvor smittetrykket er højest.

Det er ikke kun beboerne, der har fået tilbudt vaccinen. Det har personalet også.

Én af dem, der har ladet sig stikke, er Dorthe Malling, som er forstander på plejehjemmet i Ankersgade i centrum af Aarhus.

'Det var ikke slemt overhovedet,' udbrød plejehjemsforstanderen Dorthe Malling, efter hun efter plejehjemmets beboere selv modtog en vaccine.

Det giver hende tryghed at vide, at sandsynligheden for, at beboerne bliver ramt af en infektion, nu er markant mindre.

Forstanderen håber, at vaccinen betyder, at plejehjemmet om tre til fire uger, når anden vaccinedose er givet, kan lempe på nogle af restriktionerne.

- Det er fantastisk. Jeg får ro i maven og ro i sjælen. Nu begynder vi alle at kunne leve et normalt liv igen. Det har jeg set frem til, siger hun og tilføjer:

- For mig personligt betyder det også, at jeg får lidt af min frihed tilbage og ikke skal være så restriktiv i forhold til mit privatliv, siger hun.

Sygeplejersken Neda Grann på Plejehjemmet i Ankersgade lod sig også vaccinere. Hør hende fortælle, om det håb, hun nu er fyldt med.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter