Væk med nedgørelse af religioner

EU's udenrigsministre overvejer nu krav om at bekæmpe nedgørelse af religioner. Ministrene har diskuteret de arabiske landes krav som en direkte udløber af Muhammedsagen.

EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana har været medforfatter på diskussionsoplægget. (© Scanpix)

EU bekæmper diskrimination. Men skal EU også bekæmpe nedgørelse af religion. Ja, mener de arabiske lande, og det krav overvejer EU's udenrigsministre på et møde i Salzburg.

Hidtil har EU af hensyn til ytringsfriheden og ligestilling mellem verdens religioner stemt imod denne type erklæringer under møder i FN's Generalforsamling. Men nu overvejer de europæiske ministre at dæmpe sig ifølge et diskussionsoplæg, som sigter på at forbedre forholdet mellem Europa og islamiske lande.

- Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi i lyset af de seneste begivenheder bør revurdere EU's tilgang til denne sag i FN's Generalforsamling, står der i dokumentet.

Muhammedsag skal ikke gentages

Den Islamiske Konferenceorganisation OIC og Den Arabiske Liga har krævet bastante juridiske garantier for, at en Muhammedsag ikke gentager sig.

Mødet i Salzburg fortsætter lørdag. Der ventes ingen endelige beslutninger.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) ser ingen umiddelbar trussel mod ytringsfriheden.

- Erklæringen skal ikke ændre vores love. Europa kan ikke acceptere en tekst i FN, der kræver, at vi ændrer vores love og ytringsfriheden, sagde han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk