Vær klar til ungernes spørgsmål: Derfor holder vi Sankthans

Der er nok spørgsmål om Sankthans, der kan give forældre grå hår i hovedet, når ungerne spørger. Dr.dk giver dig her svarene, så du kan svare.

Når man i dag brænder en heksedukke på bålet, skyldes det gammel overtro. (© Colourbox)

Hvem var Sankt Hans? Hvorfor brænder vi en heks på bålet? Hvorfor dit og hvorfor dat.

Der er nok spørgsmål om Sankthans, der kan give forældre grå hår i hovedet, når ungerne spørger. Dr.dk giver dig her svarene, så du er klædt på til aftenen.

Hvem var Sankt Hans?

Hans er i denne sag en forkortelse af navnet Johannes, som her henviser til Johannes Døberen.

- Han er Jesus' fætter, fordi han er søn af en søster til Maria. Han er også den person, som fortæller, at nu kommer Messias. Vi kan se i Det Nye Testamente, at han var en ørkenprofet, der levede i vildnisset og prædikede, at folk skulle blive bedre mennesker. Det er til ham, Jesus kommer og vil døbes, derfor bliver han kaldt Døberen. Han døber Jesus, og i det øjeblik bliver det klart for Jesus, hvad han skal gøre, og hvem han er, siger Morten Warmind, lektor, ph.d. og studieleder ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier til Videnskab.dk.

Hvorfor fejrer Sankt Hans på denne dato?

Den 24. juni er dagen, hvor man fejrer Johannes Døbers fødselsdag. I Danmark har vi tradition for at fejre vores helligdage aftenen før. Derfor holder vi Sankthans-fest den 23. juni om aftenen, skriver Bibelselskabet på sin hjemmeside.

- Johannes Døberen og Jesus' fødselsdage er lagt på hver deres ydersolhvervspunkter i den rituelle kalender, som ikke er lige så gammel som evangelierne, men formentlig fra 300-tallet. Jesus har fødselsdag 25. december, mens Døberen har fødselsdag 24. juni, et halvt solår tidligere, siger lektor Morten Warmind til Videnskab.dk.

Hvorfor brænder vi bål af?

Bålene er egentlig vågeblus, skriver Bibelselskabet. Sankthans varsler nemlig, at lyset vender, og at det nu går mod mørkere tider. Sankthans betegner dermed overgangen til noget nyt.

Men det er ikke den eneste grund til, vi tænder bål, påpeger Historie-online.

Bålet blev nemlig også tændt for at skæmme onde troldmænd og hekse. Ifølge folketraditionen er troldfolk nemlig mere aktive på sådanne helligaftener.

Hvorfor brænder vi hekse?

I Danmark blev mænd og kvinder brændt på bålet frem til 1693, hvis de var mistænkt for at være troldfolk.

Når man i dag brænder en heksedukke på bålet, skyldes det gammel overtro. Man vil på den måde sikre sig, at de onde kræfter, der er på spil denne nat, hvor lyset vender, ikke får plads i den kommende tid, men derimod sendes til Bloksbjerg, skriver Bibelselskabet,

Hvor stammer Midsommervisen fra?

Holger Drachmanns berømte Midsommervisen stammer fra teaterstykket "Der var en Gang", som blev opført på det Kongelige Teater i 1887.

Hvor længe har vi fejret Sankt Hans?

Man har fejret Johannes Døberen i Norden, siden kristendommens indførelse omkring det 9. århundrede. Traditionen med Midsommervisen og heksen på bålet er ifølge Historie-online brugt første gang ved en midsommerfest, der fandt sted på Jelling Seminarum omkring 1900.

Facebook
Twitter