Værnepligtige glemmer at tjekke e-boks: Udebliver fra session og bliver sigtet af politiet

Forsvaret er begyndt at sende rykkerbreve med almindelig post, fordi alt for mange unge bliver væk fra session.

Forsvaret kan konstatere en stigning, efter de er overgået til at bruge den digitale postkasse e-boks, når de kontakter de unge. (Foto: MARIA HEDEGAARD © Scanpix)

Forsvaret ser sig i stigende omfang nødsaget til at angive unge, danske mænd til politiet, fordi de ikke møder op til Forsvarets Dag, session.

Det viser tal fra Rigspolitiet. Sidste år måtte politiet sigte 2.089 personer for overtrædelser af værnepligtsloven.

Tallet dækker over alle sigtelser inden for værnepligtloven, men Rigspolitiet oplyser, at en "altdominerende del" af sigtelserne omhandler udeblivelser ved session.

Rigspolitiet har endnu ikke et overblik over det første kvartal i 2016. Men Syd- og Sønderjyllands Politi har talt op og siger til Ritzau, at den kedelige tendens hos dem fortsætter og formentlig vil sætte rekord.

I det sydjyske mener man, at årsagen er, at de unge ganske enkelt ikke tjekker deres digitale post, e-boks.

Den forklaring er man enig i hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

- Vi har konstateret en stigning i antallet, i forbindelse med vi er overgået til digital post, siger major Enrico Schou, chef for Værnepligtssektionen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

- Når de udebliver, har vi en opgave i forhold til at indstille dem bøde eller fremstilling hos politiet. Men der ligger et forholdsvist langt forløb forinden, hvor vi har forsøgt at komme i kontakt med den værnepligtige.

Det er politiet, der bestemmer, hvilke indstillinger der senere skal blive til sigtelser. Antallet af indstillinger har været faldende efter 2013, men er begyndt at stige igen efter overgangen til Digital Post.

Det kommer dog ikke bag på Forsvarsministeriets Personalestyrelse, at de unge ikke tjekker deres e-boks. Derfor sendes den sidste anmodning om at udfylde helbredskema, inden indkaldelsen til Forsvarets Dag både digitalt og via almindeligt brev.

Denne ordning blev indført fra februar 2016, efter Forsvarsministeriets Personalestyrelse i januar konstaterede en stigning i antallet af udeblivelser.

Men indtil videre har det initiativ ikke kunnet ses på tallene i politiets statistikker over sigtelser. Hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse forventer man, at det vil få effekt i de kommende måneder.

- De unge tog chancen i 2013 og blev væk

Udebliver man fra Forsvarets Dag, kan det medføre straf i form af bøde eller fængsel. Udebliver man gentagne gange, kan man blive anholdt af politiet og kørt til Forsvarets Dag.

- Hvis man ikke møder op første gang, så får man en bøde. Anden gang får man en højere bøde, og sidste gang så anmoder vi politiet om at få de værnepligtige fremstillet ved session med politiets hjælp, siger Enrico Schou.

Han forklarer desuden, at grunden til, at tallene steg i 2013, var fordi, der på det tidspunkt var en politisk diskussion om, hvorvidt værnepligten skulle fortsætte.

- Nogen tog chancen og udeblev. Derfor ser vi et ordentligt skvulp det år, siger han.

De unge kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder, hvis de fortsætter med at udeblive. Hvis det sker, mens Danmark er i krig, kan straffes være fængsel være helt op til 2 år.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse samarbejder med Digitaliseringsstyrelsen for at kommunikere overgangen til digital post.

Sådan foregår indkaldelsen

  • Første henvendelse fra Forsvarsministeriets Personalestyrelse er et brev til i e-boks om at udfylde et helbredsskema, så sessionslægen kan vurdere om de evt. skal bedømmes uegnet uden at møde op til selve sessionen.

  • Hvis ikke de unge udfylder skemaet, sender Forsvarsministeriets Personalestyrelse en ny henvendelse i e-boks efter cirka 5 uger. Er der behov for at rykke yderligere, sendes endnu et nyt brev efter 4 uger til den almindelige postkasse med besked om, at der ligger post i den digitale postkasse.

  • Svarer den unge stadig ikke, indkaldes den pågældende til session på Forsvarets Dag.

  • Møder den unge ikke op, indstiller Forsvarsministeriets Personalestyrelse til politiet om bødeudstedelse, for hver gang de udebliver. Indstilling til bøde sker derfor efter en forholdsvist langt forløb, hvor den unge borger har haft mange muligheder for at reagere.

  • Hvis det kommer så vidt, at der pålægges en bøde, er det politiet, der beslutter, om de vil sigte den unge for udeblivelse.Kilde: Forsvarsministeriets Personalestyrelse

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1153545888029267

Facebook
Twitter