Vagtlæge tjente 18.000 kroner én dags henvisninger til coronatest: 'Et grotesk spild af ressourcer'

Læge og politiker er rystet over sin lønseddel. Danske Regioner vil have ændret teststrategi.

Som vagtlæge tjener Marianne Mørk Mathiesen alt for mange penge på at henvise patienter med milde symptomer på coronavirus til test - mener hun selv. (Foto: DR Nyheder)

Det er spild af lægernes tid og borgernes penge, at patienter med milde symptomer på coronavirus skal have en lægehenvisning, før de kan blive testet for coronavirus.

Sådan lyder det fra en af de læger, der selv tjener styrtende med penge for tiden, Marianne Mørk Mathiesen, der også er regionsmedlem i Region Syddanmark for Liberal Alliance.

- Jeg scorer kassen, men det piner mig som læge, for 30 til 40 procent af de opkald, vi får, er der intet reelt lægearbejde i. Hvis patienten hoster og vil have en henvisning, så skal jeg bare trykke på knappen og sende patienten videre, siger hun.

Lægerne har fået instrukser om at henvise alle med milde symptomer til en coronatest, hvis de ønsker det.

Det har de typisk, når de ringer til lægen. Og derfor stiller Marianne Mørk Mathiesen ikke ret mange spørgsmål, før hun med et par klik på musen sender patienten videre i systemet.

Vagtlægen træder til uden for de praktiserende lægers åbningstid. Ofte er det en praktiserende læge, patienten møder hos vagtlægen. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Det sker til en pris 125 kroner per opkald, som er den takst, Danske Regioner ifølge overenskomsten med lægerne skal betale.

- Vi arbejder jo på akkord, så det opkald kan jeg tage et utal af gange, og det gør, at min timeløn i princippet er uendelig høj, forklarer Marianne Mørk Mathiesen.

Tjente 40.000 på én weekend

I sidste weekend tjente Marianne Mørk Mathiesen 40.000 kroner på sit arbejde som vagtlæge.

Om lørdagen tjente hun først 8.000 kroner på at køre rundt og tilse patienter på normal vis - og efterfølgende tjente hun 14.000 kroner på syv timer ved at modtage opkald fra patienterne.

Søndag nåede hun helt op på 18.000 kroner for knap otte timers arbejde - en timeløn på omkring 2.250 kroner.

Men det vækker ikke glæde, når hun kigger på sin lønseddel - i hvert fald ikke med politikerbrillerne på næsen.

- Jeg synes, det er et grotesk spild af ressourcer. Og jeg synes, at jeg som politiker er forpligtet til at tage det op til debat.

En løsning kunne ifølge Marianne Mørk Mathiesen være at gøre det til en valgmulighed på coronaproever.dk, at man selv kan bestille en test ved milde symptomer.

- På den måde kunne man sortere de overflødige henvendelser til lægen fra, siger hun.

Vil fjerne krav om henvisning

Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) er enig i, at testsystemet virker uhensigtsmæssigt, når lægerne skal bruge tid på at henvise patienter med milde symptomer til coronatest.

Hun vil nu tage fat i sundhedsminister Magnus Heunicke (S), med henblik på at kravet om en lægehenvisning fjernes.

Stephanie Lose (V) er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark. (Foto: DR Nyheder)

- Vi har en løbende dialog med ministeren og vil bruge lejligheden til at tale med ministeren. Og det kommer vi til at gøre meget snart.

Stephanie Lose mener dog ikke, at sagen handler om, hvad vagtlægerne tjener, men derimod om, at borgerne skal kunne finde en nem vej gennem systemet.

- Det kan de ikke nødvendigvis i dag.

- Men det handler også om, at lægerne ikke skal bruge tid på mennesker, der ikke er syge. De skal bruge tid på de syge, der har brug for en lægelig vurdering, siger hun.

Stephanie Lose mener ligesom Marianne Mørk Mathiesen, at borgere med milde symptomer burde kunne bestille tid til en coronatest på nettet uden lægens henvisning.

Det samme gør sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt, der også vil have sundhedsminister Magnus Heunicke i tale.

- Vi gjorde det, vi syntes var bedst fra starten af, men nu bliver vi nødt til at evaluere og se på, hvordan vi bruger sundhedsvæsenet bedst muligt, siger hun.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt.

Facebook
Twitter