Flertal af danskerne vil beholde Grønland i Rigsfællesskabet

57 procent vil beholde Grønland i Det Danske Rige, viser en meningsmåling.

Når grønlænderne går til valg på tirsdag vil spørgsmålet om løsrivelse være centralt. Herhjemme bakker flertallet af danskerne dog op om, at Grønland fortsat skal være en del af Rigsfællesskabet. (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

Et af de helt centrale temaer ved ethvert grønlandsk valg er mejslet i massiv granit.

Spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed og løsrivelse fra Danmark er et tilbagevendendehovedtema.

Herhjemme er opbakningen til at beholde Grønland i Rigsfællesskabet dog stort blandt danskerne. Hele 57 procent svarer således, at de er overvejende enige eller helt enige i, at Grønland på nuværende tidspunkt bør forblive en del af det danske rigsfællesskab, viser en meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder.

Opbakningen overrasker ikke journalist Martin Breum, der er forfatter til flere bøger om Grønland.

- Vi har over 1.000 års historie i Grønland. Det sætter selvfølgelig et præg på den danske folkesjæl.

Grønlændere ønsker at stå på egne ben

Danskernes støtte til fortsat samhørighed med Grønland står dog i kontrast til den grønlandske opbakning til fortsat at være en del af Rigsfællesskabet. Et flertal af både de grønlandske partier og vælgere ønsker selvstændighed.

Forklaringen er blandt andet historisk, konstaterer Martin Breum.

- Uafhængighedstrangen i Grønland er meget bastant, og har formet sig over mange hundrede år, siger han.

Danmark giver i år Grønland 3,8 milliarder kroner i bloktilskud, hvilket udgør mere end halvdelen af alle landets indtægter.

De penge skal grønlænderne ikke regne med, hvis de vælger løsrivelse, har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagt ved flere lejligheder - og så sent som under en forespørgselsdebat i Folketinget i januar i år.

Modangreb fra grønlandske partier

Meldingen fra statsministeren har fået løsrivelsesfortalerne på Grønland op af stolen under valgkampen, der har betegnet truslen om at kappe de økonomiske bånd som en skræmmekampagne.

Mens et flertal af danskerne støtter fortsat samhørighed med Grønland, svarer blot syv procent af de adspurgte i meningsmålingen, at de er overvejende uenige eller helt uenige i, at Grønland skal forblive en del af Rigsfællesskabet.

Grønlænderne går til stemmeurnerne på tirsdag.

Meningsmålingen er udarbejdet på baggrund af i alt 992 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover. Interviewene er indsamlet online af Epinion i perioden 6. til 12. april 2018.

Facebook
Twitter