Gymnasiefrafald: Bea drømmer om at blive læge og holder fast. For Alma blev det for svært

Cirka halvdelen af de grønlandske unge falder fra i gymnasiet eller på erhvervsuddannelsen. Sådan er det også for tvillingerne på 18.

18-årige Alma Hansen Petrussen må holde på sin kasket for at undgå, at den stride vind blæser den af hendes korte, mørke hår.

- Vi kommer desværre nok til at tage mange billeder. Hun er ikke så fotogen som mig, siger Alma Hansen Petrussen og smiler drillende til sin tvillingesøster Bea Hansen Petrussen.

Bea trækker opgivende på skulderne af søsteren.

Der stormer i Nuuk. På den der måde, hvor du næsten står stille i luften, når du forsøger at bevæge dig mod vindretningen.

Alligevel har de 18-årige tvillinger Alma og Bea Hansen Petrussen sagt ja til at mødes med DR.

Vi skal tale om uddannelse.

Tvillingerne Alma (t.v.) og Bea Hansen Petrussen på 18 må den 6. april stemme for første gang ved et parlamentsvalg i Grønland.

Den 6. april går Grønland til valg, og netop uddannelse er et tema i valgkampen, hvor flere partier varsler nye tiltag på området.

De nyeste tal fra den grønlandske regering, Naalakkersuisut, viser, at kun omkring halvdelen af de elever, der begynder på gymnasiet eller en erhvervsuddannelse, gennemfører uddannelsen.

Samtidig viser tal fra Grønlands Statistik, at andelen af unge, som er i uddannelse, er faldet en smule. I 2014 var 31 procent af de 16-25-årige i uddannelse. I 2019 var det tal faldet til 28 procent.

Tvillingerne er et fint billede på den grønlandske uddannelsesstatistik.

I 2019 begyndte de begge på gymnasiet i Nuuk. Kun den ene går der endnu.

Vi har bedt dem komme med deres bud på, hvorfor cirka halvdelen af de grønlandske unge falder fra den uddannelse, de er begyndt på.

Samtidig har de tre konkrete uddannelsesønsker til de politikere, de for første gang selv er gamle nok til at sætte kryds ved.

Vi starter med at høre fra den yngste tvilling. Det er Bea Hansen Petrussen. Hun blev født et minut senere end sin søster.

Bea Hansen Petrussen, går i 2.g på GUX – gymnasiet i Nuuk

Vi startede 24 elever i min gymnasieklasse. Nu er vi 14 tilbage.

Jeg synes, det er forfærdeligt, at så mange falder fra.

Men det kommer ikke bag på mig.

Det er et stort spring at gå fra folkeskolen til gymnasiet. Vi har mange flere afleveringer, og særligt i forhold til matematikken oplever jeg, at en del har det svært.

Der er også sproget. I folkeskolen kan langt de fleste lærere grønlandsk. I gymnasiet er det omvendt. Kun to af mine gymnasielærere taler grønlandsk. Resten taler dansk og engelsk.

Hvis du i forvejen synes, at matematik er svært, og du kun kan få det forklaret på dansk, som ikke er dit primære sprog, er det endnu sværere at forstå det.

Vi elever må tit oversætte for hinanden. 'Det, læreren siger, er, at…'

Men jeg oplever også, at nogle bare giver lidt op på de dansktalende lærere. Stopper med at stille spørgsmål, selv om de måske ikke helt forstod, hvad der blev sagt.

Mit danske er godt, så for mig det ikke et problem, men jeg har også selv følt mig udfordret på gymnasiet.

På et tidspunkt var jeg syg i nogle uger.

Da jeg kom tilbage, var der pludselig mange ting, jeg ikke forstod. Alle de informationer, de andre havde fået, imens jeg var væk, skulle jeg indhente.

Jeg var virkelig tæt på at stoppe eller at tage orlov. Men jeg blev og kæmpede. Det har taget ret meget på mig, men jeg gjorde det, fordi jeg har en drøm.

Jeg vil være læge, og det kræver en gymnasial uddannelse.

Og så er vi faktisk fremme ved mine ønsker til politikerne. For det første håber jeg, at vi får flere grønlandsktalende lærere.

For det andet ønsker jeg, at politikerne giver de unge lyst til at gå i skole. At de motiverer os.

Jeg blev på gymnasiet, fordi jeg har min lægedrøm. Uden den ville det have været meget lettere at droppe ud.

Mange taler om at dyrke den grønlandske kultur og at blive fangere og fiskere. Jeg har stor respekt for begge dele, men vi bør også motivere unge til at blive læger, lærere, sygeplejersker, psykologer, og hvad vi ellers mangler af arbejdskraft.

I stedet for, at vi ofte siger; 'Hvorfor lærer mine danske lærere ikke at tale grønlandsk?' kan vi vende den om og sige; 'Hvis du tager en uddannelse, er du med til at løse problemet. Så har vi én lærer mere, der kan sproget.'

Jeg synes, vi skal bombarderes med informationer om uddannelser, så flere unge får sig en drøm, som motiverer dem til at gå i skole.

Alma Hansen Petrussen, stoppede på gymnasiet i Nuuk, går lige nu hjemme

På mange måder elskede jeg at gå i gymnasiet. Jeg elskede min lærere, og jeg elskede at lære noget nyt.

Men efter tre måneder blev det for overvældende.

Jeg har angst og autisme.

Det betyder, at jeg er meget følsom overfor lyde, og så skal jeg have tid til at vænne mig til miljøet, når jeg starter et sted med mange nye mennesker.

Det er svært at forklare, hvad der sker inde i mig i de situationer. Det er, som om min hjerne siger, at alle menneskerne bare er noget, jeg forestiller mig. De er der rent faktisk ikke. Jeg er alene. Eller også er det mig, der ikke er der.

Det er lidt specielt. De fleste har nok svært ved at forstå det.

Men jeg får alle de her forestillinger i mit hoved, når der er mange nye mennesker omkring mig.

Til sidst blev det bare for meget. Efter tre måneder kunne jeg ikke mere.

Jeg oplever ikke, at kendskabet til usynlige handicap er ret stort i Grønland. Udover min søster kender jeg én mere, som har autisme.

Jeg gik heller ikke hen til mine klassekammerater og sagde; 'Hey… Jeg har angst og autisme.'

Den slags taler man ikke så meget om her.

Men jeg fortalte det til nogle af mine lærere. De var enormt søde, og én af dem sagde det til klassen; 'Alma har angst og autisme.' Jeg kunne høre, at mine klassekammerater gentog det; 'Hun har angst og astma,' lød det.

Angst og astma. Ha ha. Det var ret sjovt, men der opgav jeg ligesom bare at forsøge at forklare mine udfordringer for dem.

Jeg mener, at politikerne skal sørge for, at uddannelserne bliver bedre til at tage hånd om elevernes mentale helbred.

Jeg har tidligere følt mig meget alene. Der var min verden og de andres. I min verden var der helt sort. Helt uhyggeligt. I den anden verden kunne de ikke høre mig. De kunne ikke se, hvordan jeg havde det. Det var et mareridt at være alene i min verden. Jeg havde brug for nogen til at trække mig op.

Efter jeg begyndte at tale om, hvordan jeg havde det, blev der ligesom bygget en bro fra min verden til de andres. Det betød rigtig meget.

Derfor ønsker jeg også, der bliver skabt et miljø på skolerne, hvor det er nemmere at tale om sit mentale helbred.

Og så håber jeg, at kendskabet til, hvordan skolerne hjælper os med usynlige handicap, bliver større.

Inden jeg startede på gymnasiet, gik jeg et år på efterskole i Danmark. Der oplevede jeg, at lærerne og eleverne havde mere viden om, hvordan de kunne hjælpe mig.

Vi aftalte for eksempel, at jeg altid måtte lytte til musik i det ene øre. Jeg fik også lov til at sidde for bordenden, når vi spiste, så jeg hurtigt kunne komme ud, hvis jeg fik brug for det.

De der ting hjalp meget.

Som nævnt var mine lærere på gymnasiet rigtig søde, men hjælpen var ikke sådan organiseret.

Det håber jeg bliver bedre fremover på de grønlandske uddannelser. Så tror jeg, flere med mentale udfordringer kommer igennem.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk