Ny regering på plads i Grønland: Venstrefløjspartiet IA danner snæver koalitionsregering

34-årige Múte Bourup Egede bliver den yngste regeringsleder i Grønlands historie.

Hans Enoksen fra Naleraq og Múte Bourup Egede fra IA er blevet enige om at danne regering. Her ses de under en partilederrunde tidligere på måneden. (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

I sidste uge vippede det venstreorienterede Inuit Ataqatigiit-parti (IA) det dominerende Siumut af pinden ved det grønlandske valg, og dermed var der lagt op til et magtskifte i Grønland.

Det blev her til aften en realitet, da IA præsenterede en ny koalitionsregering.

Her meddelte IA's formand, Múte Bourup Egede, at partiet går sammen med partiet Naleraq. Dermed kan koalitionen lige nøjagtigt tælle til de nødvendige 16 mandater for at have flertal i det grønlandske parlament, Inatsisartut.

- Uligheden er blevet for stor, og den skal udlignes i den kommende valgperiode, lød det fra IA-formanden, da han for kort tid siden præsenterede den nye koalitionsregering.

Både Siumut og Demokraterne havde tidligere meldt sig ud af forhandlingerne med IA, og derfor var der kun Atassut og Naleraq tilbage at forhandle med.

Ved valget fik IA 12 mandater, og Naleraq fik fire. Der skal 16 til for at have flertal.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.AG ønskede Atassut ikke at være en del af selvstyret og foretrak i stedet at være støtteparti, fordi partiet - i modsætning til de to nye regeringspartier - ikke ønsker at arbejde målrettet for større grønlandsk selvstændighed.

IA og Naleraq er ifølge KNR blevet enige om, at IA får otte pladser i regeringen, mens Naleraq får to samt formandsposten i parlamentet.

Selvstyret og ministrene skal nu formelt godkendes af parlamentet ved den konstituerende samling, som finder sted næste fredag.

Mine i fokus

Med den nye IA-ledede regering er det blot anden gang, at det socialdemokratiske Siumut ikke står i spidsen for Grønlands selvstyre siden 1979.

Det var også tilfældet fra 2009 til 2013, hvor IA ledede regeringen.

Grønlands næste regeringsleder hedder Múte B. Egede og bliver den yngste nogensinde (Foto: Kim Dang Trong © DR Nyheder)

Múte Bourup Egede havde på forhånd meldt ud, at han ønskede at danne en stabil koalition, der kan blive siddende de næste fire år. Og det kunne ikke lade sig gøre med Siumut, lød meldingen fra IA-formanden ifølge det grønlandske medie KNR.

Mediet peger på, at Demokraterne heller ikke var en oplagt samarbejdspartner, da partiet - modsat IA - vil tillade et stort og omstridt mineprojekt i Sydgrønland.

Netop det såkaldte Kvanefjeldsprojekt var et af valgets store temaer.

Her støttede Siumut det store projekt, da det kunne sikre flere arbejdspladser, mens IA var imod det, fordi man frygtede radioaktiv forurening i området, som blandt byder på fiskeri, fårehold og turisme.

Kvanefjeldsprojektet bliver skrottet, sagde IA-formanden, efter valgresultatet var kommet i hus:

34-årig ved roret

Med aftenens nyhed skal meget altså gå galt, hvis Grønlands næste leder ikke skal hedde Múte Bourup Egede. Den 34-årige IA-formand har gjort lynkarriere i grønlandsk politik og bliver den yngste grønlandske regeringsleder nogensinde.

Han fik i 2015 for første gang plads i parlamentet Inatsisartut som suppleant for en partifælle, der måtte tage sygeorlov. Året efter fik han som 29-årig sin første ministerpost som minister for råstoffer.

Da han i 2018 selv blev valgt ind i det grønlandske parlament, var det med 233 stemmer. Ved valget i sidste uge blev den unge partileder den helt store stemmesluger med 3.380 personlige stemmer.

Valget i Grønland handlede om nære værdier, men konsekvenserne kan blive massive for Rigsfællesskabet og for både Grønlands og Danmarks placering i det voksende militære og strategiske kapløb omkring Arktis. Hør mere i Verden Ifølge Gram:

Rettelse: Det fremgik tidligere, at Kuannersui- og Kvanefjeldsprojektet var to forskellige mineprojekter. Der var dog tale om en fejl, da der er tale om det samme projekt. Vi beklager fejlen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk