Siumut-formand er klar til fire år mere: Vil sikre stabilitet i Grønland

Kim Kielsens Siumut-parti gik markant tilbage, men er fortsat størst på Grønland.

Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, vil i løbet af i dag indlede de politiske forhandlinger. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Med 27,2 procent af stemmerne kan landstyreformand Kim Kielsen og Siumut se frem til at være det største parti i det grønlandske landsting de kommende fire år.

Det glæder naturligvis partiformand Kim Kielsen, der i den efterfølgende partilederrunde, efter det endelige valgresultat foreligger, takker vælgerne for at have stemt.

- Allerførst vil jeg selvfølgelig gerne ønske tillykke til alle vælgerne for at have deltaget på denne demokratiets dag. Det skal vi være stolte over, siger han i partilederrunden, der er arrangeret af den grønlandske tv-station KNR.

Nu skal der forhandles

Resultatet betyder, at Siumut har serveretten, når det kommer til at indbyde til forhandlinger om at danne en egentlig regering i Grønland. Forhandlingerne får dog lov at vente lidt, da stemmerne først var færdigtalt kort før kl. 4 lokal tid.

Af samme årsag var det nogle tydeligt trætte partiformænd, der på fjernsyn satte ord på valgresultaterne efter at have siddet sammen og ventet på dem i flere timer. Kim Kielsen brugte ventetiden til at love de øvrige partier, at de vil blive inviteret med til forhandlingerne.

- Jeg vil indbyde alle partierne, som jeg er åbne overfor, til at indlede nogle forhandlinger. Nu har vi siddet ude i baglokalet og ventet – jeg har så lovet, at jeg i løbet af i morgen vil kontakte de enkelte partier, siger han.

Samtidig siger Kielsen, at det er vigtigt for ham og Siumut, at den næste periode bliver kendetegnet ved et stabilt politisk styre.

IA næststørst

Næststørst i Landstinget bliver Inuit Ataqatigiit (IA), der har Sara Olsvig som formand. Partiet fik godt hver fjerde stemme.

Olsvig udråbte tidligere på valgnatten Kim Kielsen som vinder og ønskede ham tillykke med resultat. I partilederrunden fremhæver hun sit eget partis valgkamp som ”sober,” og glæder sig over processen.

- Det har været en valgkamp, hvor vi har opnået en masse gode ting. Vi har taget udgangspunkt i en værdidebat, og vi har sagt, at der skal være plads til alle.

Borgerligt parti fik største fremgang

Valgets helt store vinder blev det borgerlig-liberale Demokraterne, der har Randi Vestergaard Evaldsen som formand. Partiet er gået 7,7 procentpoint frem og får 19,5 procent af stemmerne.

Et resultat som partiformanden er glad for.

- Vi er rigtig glade for at have fået den her markante fremgang. Det er vi utrolig taknemmelige over for. En af grundene er, at vi har været klare i mælet i de budskaber, vi er kommet med, siger hun.

I alt gik 29.296 grønlændere i stemmeboksen. Det svarer til en stemmeprocent på 71,9, hvilket er en tilbagegang på ét procentpoint.