Siumut vinder det grønlandske valg trods markant tilbagegang

Grønlands største parti bliver de næste fire år igen socialdemokratiske Siumut, viser valgresultaterne.

Siumut formand Kim Kielsen ved partilederrunden før valget til Landstinget i Nuuk, Grønland, mandag den 23. april 2018.. (Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix) (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

Den nuværende landsstyreformand og formand for Siumut, Kim Kielsen, ligner sejrherren ved Landstingvalget i Grønland trods en markant tilbagegang.

Det står klart, efter noget af en valggyser, hvor alle 72 valgsteder nu er optalt.

Det socialdemokratisk-funderede regeringsparti får 27,2 procent af stemmerne, hvilket fortsat gør partiet til landets største trods en markant tilbagegang fra sidste valg, hvor lidt mere end hver tredje satte sit kryds på Kielsens regeringsparti.

Har lykønsket Siumut-formand med sejren

Sara Olsvig, der er formand for Grønlands næststørste parti, Inuit Ataqatigiit (IA), har lykønsket Kim Kielsen med sejren. Hendes parti bliver valgets næststørste med 25,5 procent af stemmerne mod 33,2 procent ved valget i 2014.

- Jeg har taget kontakt til Kim Kielsen og ønsket ham tillykke med sejren. Det ser ud til, at løbet er kørt for os, siger Sara Olsvig til DR Nyheder.

481 stemmer adskiller Siumut og Inuit Ataqatigiit (IA),

Siumut og IA får sammenlagt lidt mere end halvdelen af stemmerne, men ingen af dem kan dog danne regering alene.

De tidligere samarbejdspartnere i regeringen frem til 2016, partierne Demokraterne og Atassut, får henholdsvis 19,5 procent og 5,9 procent af stemmerne.

Udbryderparti får skuffende valg

Løsrivelsespartiet Partii Naleraq går markant frem ved valget og får 13,4 procent af de afgivne stemmer. Partiet har talt varmt for løsrivelse fra Det Danske Rigsfællesskab og har tidligere landsstyreformand Hans Enoksen i spidsen.

Udbryderpartiet Nunatta Qitornai, der tegnes af udbrydere fra Siumut, får 3,4 procent af stemmerne. Partiet er stiftet af Vittus Qujaukitsoq, der udfordrede Kim Kielsen og tabte formandsvalget i Siumut. Det er også her den omstridte eks-formand for det grønlandske landstyre, Aleqa Hammond, er medlem.

Optællingen af stemmerne ved det grønlandske valg trak noget ud, da brevstemmer ved en fejl var blevet lagt i en forkert bunke på det store valgsted Sisimiut.Knap tre ud af fire af de stemmeberettigede vælgere har stemt ved valget.