Tre grunde: Derfor er Grønland vigtig for Danmark

Hvad ville det betyde for Danmark, hvis Grønland river sig løs? Grønlandsekspert giver her sine bud.

Valgplakater til det grønlandske landstingvalg i gaderne i Nuuk. (Foto: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix) (Foto: Christian Klindt Sølbeck © Scanpix)

Hvis man skal nævne et tema, der har præget den grønlandske valgkamp, er det landets løsrivelse fra Danmark.

Stort set alle grønlændere ønsker, at Grønland på et tidspunkt bliver en selvstændig stat, så spørgsmålet, der bliver debatteret, er mere, hvornår det skal ske.

Det er nok de færreste danskere, der til daglig tænker over, hvad en løsrivelse ville betyde for Danmark. Men det burde vi måske i højere grad, mener Martin Breum, der er mangeårig iagttager af rigsfællesskabet og forfatter til flere bøger om Grønland.

Han giver her tre bud på, hvorfor Grønland er vigtig for Danmark.

Grønland er en del af vores folkesjæl

- Vores forhold til Grønland er en del af den danske folkesjæl. Jeg siger ikke, at rigsfællesskabet nødvendigvis skal bevares, men uanset om det skal eller ej er det vigtigt at se i øjnene, hvad Grønland betyder for os. Det er simpelthen en del af vores selvopfattelse som nation, at vi også omfatter Grønland og Færøerne. Gennem århundrederne er tusindvis af danskere rejst til Grønland og hjem igen og har præget Danmark med de indtryk, de har hentet i Grønland, siger Martin Breum.

- Og så bor der 16.000 grønlændere i Danmark. Det er med til at gøre os til en mere farverig og mangefacetteret nation, at vi har mennesker, der har en anden tilgang til tilværelsen og et andet verdenssyn.

Grønland gør Danmark interessant

- Grønland spiller en enorm vigtig rolle sikkerhedspolitisk. Når man ser på et kort, er det let at se, hvor vigtig Grønland er for Natos udstrækning. Skulle der for alvor opstå en konflikt med Rusland, så ville de nordatlantiske farvande - præcis som de var under Anden Verdenskrig - blive helt afgørende.

- Derudover kan man sige, at det betyder noget også i en moderne verden, at Grønland udgør 98 procent af det danske territorium. Grønland gør Danmark til en mere interessant samtalepartner for stormagterne. Det bringer vores udenrigs- og statsministre i kontakt med verdens ledere på en anden måde, end de ellers ville have mulighed for. Kina er også mere interesseret i Danmark på grund af Grønland, og i EU spiller Danmark en interessant rolle som bindeled til det arktiske.

Økonomisk fordel

- Samarbejdet mellem Danmark og Grønland kan blive en økonomisk fordel, hvis Danmark interesserede sig lidt mere for de erhvervsmuligheder, der er i det arktiske. Der er masser af uudnyttede forretningsmuligheder.

- Der er kolossale ressourcer i Grønland. Vanvittige depoter af mineraler, ferskvand, vandkraft, fisk og ikke mindst turisme. Det er ikke noget, Danmark kommer til at tjene penge på, men i det omfang Danmark og Grønland bliver ved at hænge sammen, er det vigtigt, at Grønland er et velfungerende samfund.

Facebook
Twitter